Tilbage i påsken kom en ung pige fra Jylland. En pige som føler, at hun befinder sig i en konstant uvirkelighedsfølelse med angst symptomer. En pige som ikke kan mærke sig selv sammen med andre. At selvom hun snakker med andre, så er de der ikke. At hun slet ikke er til stede, men befinder sig i en drømmeagtig tilstand, som ikke er rar at være i. Resultatet bliver ofte, at hun er nødt til at trække sig, og fylde sig selv op, inden hun igen kan være sammen med mennesker.
Denne uvirkelighedsfølelse af angst bliver langt værre ved psykiske overbelastninger. Her bliver det også til en summen i hovedet og overtænkning af alt. Pigen havde forsøgt alle slags behandlinger, men intet har virket for hende.
Fordi jeg også har haft andre unge mennesker i min klinik med samme følelse, vil jeg give et indblik i tilstanden, til eventuel “glæde” for jer, som har børn med samme virkeligheds opfattelse.
Hvad er en uvirkelighedsfølelse
Uvirkelighedsfølelse refererer til en følelse af adskillelse fra sig selv eller sine omgivelser. Verden omkring en kan føles fremmed eller distanceret.
Hvis ikke dit barn får bearbejdet de triste følelser, der kan opstå med denne her uvirkelighedsfølelse, kan man opleve at blive fortvivlet, forvirret og ked af det. Man kan ikke selv arbejde sig ud af følelsen. Der skal hjælp til.
Mange med angst oplever også uvirkelighedsfølelse og en følelse af, at de er på nippet til at blive sindssyge. Uanset hvilken angst type, man har, og hvilke følelser, man oplever, er der heldigvis udelukkende tale om følelser og man kan hverken blive sindssyg eller fysisk syg af dem.
Hvad kan du i første omgang gøre
Uvirkelighedsfølelse og summen i hovedet er et meget klassisk angst symptom, og det opleves af mange angst ramte, som ekstremt ubehageligt.
Konstant uvirkelighedsfølelse kommer ofte i forbindelse med, at din hjerne ikke får den ilt, den skal have. Samtidig kan det også være fordi, at de to hjernehalvdele ikke samarbejder optimalt, og det kan besværliggøre ens overskud. Det kan man træne ved hjælp af meget simple øvelser. Fx kan man lave kryds med kroppen, og tegne uendelighedstegn på papir.
Du kan også have haft så mange små traumer i dit liv, at din krop og hjerne nu begynder at “passe” på dig, ved at sætte dig tilbage med denne her følelse. Her gælder det om at finde en god behandler, som kan hjælpe dig fri af traumer.
Det er ikke farligt, men jeg vil tro, at du trækker dit åndedræt meget overfladisk. Det vil sige, at du ikke trækker det helt ned i maven, og du trækker det måske heller ikke regelmæssigt, som du plejede, før du oplevede denne uvirkelighedsfølelse og hovedpine. En god ide kan derfor være at træne sit åndedræt.
Jeg vil også råde dig til at arbejde med dine tanker – simpelthen gå ind og lave bedre alternative sætninger. Så istedet for at identificere dig med din uvirkelighedsfølelse og din angst, så lav gode sætninger af, hvordan du bedre kan se dig selv.
Findes der et Quick fix
Nej. Det ville være så dejligt, men du kan ikke løse denne her følelse over en nat. Følelsen har været længe undervejs, og derfor vil det også tage tid. Men tiden hvor du går ind og arbejder med dig selv, og begynder at opleve, at det går langsomt frem, er den vigtigste. Her rykker det, og her bliver du til den oprindelige lykkelige version af dig selv.
Finder du en dygtig behandler til at hjælpe dig, vil du være sikker og føle dig tryg. Husk at det skal være en behandler, som tilbyder dig redskaber, som du kan arbejde med. Det er ikke nok, kun at sidde og snakke og snakke. Tværtimod.
Læs her om mit SOS forløb, som også kan hjælpe dig med uvirkelighedsfølelse og angst.