“Vi troede, vi skulle ændre vores søn. I stedet lærte vi at forstå ham.” Denne her case fra Køge, om et barn med ADHD og høj arousel, handler om, hvad der sker, når vi går fra at forsøge at ændre vores barn – til at forstå vores barn.
Da Anita første gang satte sig i stolen hos mig, var hun træt. Ikke træt af sin seksårige søn Jon – men træt af hele tiden at føle, at hun gjorde noget forkert.
Jon var startet i førskole, men hverdagen var blevet en kamp. Han havde fået en ADHD-diagnose, var meget sansefølsom, havde høj arousal, store følelser og reagerede ofte voldsomt. Han slog de andre børn, blev hurtigt overstimuleret og havde svært ved at være en del af store fællesskaber.
Samtidig oplevede familien, at både skole og system var hurtige til at pege på forældrene.
“Hvis bare I gjorde noget anderledes…”
Og langsomt begyndte tvivlen at fylde mere end tilliden.
Da vi stoppede med at lede efter fejl
I SOS-forløbet arbejdede vi selvfølgelig først med Jon. Men vi arbejdede mindst lige så meget med forældrene.
For et barn med høj arousal har ikke brug for flere voksne, der prøver at styre følelserne. Barnet har brug for voksne, der forstår dem, og ser dem, præcis som de er.
Human Design blev en nøgle
Ved anden session fik Anita og hendes mand en Human Design-rapport om Jon.
Jon er Manifestor med emotionel autoritet. Et barn som er her for at gå forrest.
Det kan lyde stort – og det er det også.
Men først og fremmest er et Manifestor-barn et barn, som har brug for plads, respekt og ro til at mærke sig selv. Manifestors er drevet af en enorm trang til at gøre noget, og det er vigtigt, at de følger deres trang. Derfor gav det pludselig mening, hvorfor han reagerede så kraftigt, når han blev stoppet eller ikke følte sig hørt.
Det gav mening, hvorfor følelserne kom i store bølger. Et barn med emotionel autoritet har store følelser – og det er okay. Vi skal “bare” lære (os selv) og vores børn, at følelser er tilladte.
Det gav også mening, hvorfor han havde brug for at informere og blive mødt med respekt fremfor konstant korrektion. Manifestors vigtigste redskab er at lære at informere. Når de lærer at sige: “Jeg har tænkt mig at…” bliver det meget lettere for andre at forstå og samarbejde med dem.
Da Anita kom til tredje session, fortalte hun at hun faktisk hver dag læser rapporten om Jon. Og hver gang opdager hun noget nyt, som hun lærer af – og bruger sammen med Jeppe.
Små ændringer skabte store resultater
Forandringen kom ikke, fordi Jon blev en anden dreng. Den kom tværtimod, da de voksne begyndte at møde ham anderledes – ud fra hans unikke Human Design. Mor syntes selvfølgelig at de altid har gjort og prøvet en masse for at hjælpe Jon. Men nu er det anderledes – på den gode måde, fordi de oplever at det virker helt fantastisk.
De begyndte nemlig at forstå, hvad der skete inde i ham, i stedet for kun at reagere på det, der kunne ses udenpå. Og så begyndte der at ske noget.
Jon slog ikke længere de andre børn.
Han accepterede oftere et nej.
Han gik nogle gange selv ind på værelset for at lege i ro.
Han begyndte at fortælle sine forældre, hvad han havde brug for.
Og vigtigst af alt:
Han oplevede at blive hørt.
Også førskolen mærkede forskellen
Anita fortalte, at pædagogerne også oplever en stor forandring.
Jon var blevet mere rolig.
Han trivedes bedre.
Og han ville faktisk gerne afsted om morgenen.
Det er altså ikke altid barnet, der skal laves om. Nogle gange (altid) er det forståelsen omkring barnet, der forandrer hele familien.
Forældrerådgivning handler ikke om skyld
Anita fortalte mig, at de tidligere, med de store søstre, havde oplevet både skole og kommune være hurtige til at gøre dem som forældre usikre. At de følte sig vurderet fremfor hjulpet. Og det faktisk havde ødelagt mere end det havde gavnet.
Men her hos mig – i mit SOS-forløb var de blevet klogere – og netop ikke gjort forkerte.
“Her er vi ikke blevet gjort forkerte. Vi er blevet klogere.”
Det er præcis det, jeg ønsker med min forældrerådgivning.
At give forældre viden, ro og bevidsthed.
For når vi forstår vores barns nervesystem, personlighed og måde at være i verden på, bliver det meget lettere at være den voksne, barnet har brug for.
Barnet er ikke problemet
Jon er stadig en dreng med masser af energi.
Han er stadig følsom.
Han har stadig store følelser.
Men i dag er der langt mere ro i familien, fordi de er blevet meget bevidste om, hvordan Jon er. Hvordan de skal møde ham. Hvordan de skal bygge ham op, og hvordan de kan guide skolen, til at gøre netop det samme.
Vi har overhovedet ikke lavet om på Jon. Vi har tværtimod genopdaget, hvor fantastisk han er skabt, og hvor mange ressourcer der ligger i ham.
Hans forældre har fået modet til at møde ham med forståelse i stedet for frygt. Og det er måske den største gave, vi kan give et barn med ADHD og høj arousal – TAK til familen i Køge, som havde tillid til mig og mit SOS-forløb.
