Jeg møder mange børn, som efterhånden har lært at overhøre sig selv. De mærker ondt i maven, uro eller en modstand mod noget, de skal, og de forsøger faktisk at fortælle os det. Alligevel kommer vi voksne meget hurtigt til at svare: “Du skal lige prøve”, “du kan godt”. “Det bliver bedre, når du først kommer afsted” eller “man kan jo ikke bare lade være, fordi man ikke har lyst”. Vi kommer til at presse vores børn.
Og nogle gange er det præcis dét, et barn har brug for. Et kærligt skub og en voksen, der holder fast og siger: “Jeg tror på dig, og jeg går med dig.” Børn skal selvfølgelig også opleve, at noget kan være svært, uden at det er farligt, og at de kan mere, end de selv troede. Men jeg synes, vi er nødt til at blive langt bedre til at skelne mellem at hjælpe et barn med at udvide sin grænse. Og at presse vores børn hen over en grænse, som det faktisk har brug for, at vi respekterer.
For hvad lærer et barn, hvis det igen og igen mærker: “Det her føles ikke godt i mig”, og vi igen og igen svarer: “Det skal du alligevel”? Måske lærer barnet langsomt, at det, kroppen fortæller, ikke rigtig tæller. At mavefornemmelsen skal tilsidesættes, og at det vigtigste er at rette ind, passe ind og gøre det, der forventes.
Det bekymrer mig, for noget af det, jeg allerhelst vil lære børn, er faktisk det modsatte: At kunne mærke sig selv. At blive nysgerrig på det, der sker indeni, og efterhånden lære forskellen på at være bange, fordi noget er nyt og svært, og at reagere, fordi noget reelt er blevet for meget. Det er to vidt forskellige ting.
Ikke alle børn skal skubbes lige meget
Nogle børn springer nærmest ud i verden, mens andre har brug for at stå lidt i døråbningen og kigge først. Nogle elsker nye mennesker, nye steder, larm, konkurrence og fuld fart, mens andre registrerer næsten alt omkring sig. De mærker stemninger, blikke, lyde, krav, forventninger og konflikter langt stærkere, og deres system bliver derfor også hurtigere fyldt op.
Det er ofte nogle af de børn, jeg møder i min klinik. Vi kalder dem måske stille, forsigtige eller sensitive børn. Når jeg arbejder med Human Design, ser jeg ofte børn med meget åben energi, som netop tager rigtig meget ind fra deres omgivelser. En hverdag, som ét barn sagtens kan være i, kan derfor være enormt krævende for et andet barn. Og her er det ikke smart, at vi kommer til at presse vores børn.
Det betyder ikke, at de børn skal pakkes ind i vat, eller at vi skal fjerne alt, der er svært. Men det betyder, at vi ikke kan bruge den samme målestok på alle børn og forvente, at det, der virker for den ene, også må være rigtigt for den anden.
Vi har fået meget travlt med at gøre børn robuste
Jeg synes, der er kommet en forestilling om, at når et barn har svært ved noget, skal barnet helst trænes til at kunne holde til det. Kan barnet ikke klare skolen, skal barnet hjælpes til at klare skolen. Kan barnet ikke være i en aktivitet, skal det øve sig i at være der. Bliver barnet ked af det, får ondt i maven, bliver angst eller begynder at reagere voldsomt, vender vi hurtigt blikket mod barnet og begynder at lede efter, hvad der er galt.
Selvfølgelig findes der børn med angst, diagnoser og problematikker, som kræver professionel hjælp eller udredning. Det skal vi tage alvorligt. Men jeg savner indimellem, at vi inden da sætter os ned og stiller et andet og meget enkelt spørgsmål: Hvad er det egentlig, barnet reagerer på?
For måske er barnets reaktion ikke altid selve problemet. Måske er den information.
Måske forsøger kroppen at fortælle os, at noget i barnets hverdag er blevet for meget. Det kan være tempoet, kravene, støjen, de sociale forventninger, manglen på pauser eller følelsen af hele tiden at skulle præstere og følge med. Vi lever i et samfund med rigtig meget konkurrence, kontrol og kamp om at være dygtig, hurtig og rigtig, og vores børn vokser op midt i det.
Derfor synes jeg ikke kun, vi skal spørge: “Hvordan får vi barnet til at kunne holde til mere?” Nogle gange skal vi også turde spørge: “Er det rimeligt, det vi beder barnet om at holde til?”
“Mor, du har altså været skolelærer”
Jeg har selv børn, der ikke altid passer lige godt ned i de kasser, vi har bygget, og jeg ved godt, at det ikke altid er nemt. For hverdagen skal selvfølgelig fungere. Vi voksne har arbejde, børnene har skole, og der findes aftaler, regler og forventninger. Hele samfundet stopper ikke op, fordi vores barn gør.
Men jeg er med årene blevet mindre og mindre bange for de kasser. Jeg går meget lidt ind for, at vi skal presse vores børn udover deres grænse.
Min yngste datter Steffi går i gymnasiet, og hun hader idræt. Jeg har sagt til hende, at hvis idræt fylder så meget negativt for hende, så må hun prioritere sin energi anderledes. “Så drop det. Fuck det, hvis du får 00 i idræt. Brug din energi på det, du faktisk brænder for. Din karakter i idræt er ikke vigtig for mig. Det er langt vigtigere for mig, at du passer på dig selv.”
Så kigger hun selvfølgelig på mig og siger: “Mor, du har altså været skolelærer. Det er virkelig mærkeligt, at du siger sådan.”
Ja, det har jeg. I 17 år. Og måske er det netop derfor, jeg siger det.
For jeg har set rigtig mange børn bruge ufatteligt meget energi på at forsøge at være gode nok til noget, som aldrig rigtig var deres. Jeg har set børn knokle for at passe ind, gøre det rigtige og leve op til forventningerne, mens de langsomt mistede kontakten til, hvad de selv havde brug for.
Jeg vil langt hellere have et barn, der lærer at mærke: “Hvem er jeg? Hvad er vigtigt for mig? Hvad gør mig godt? Og hvor går min grænse?” end et barn, der bliver fantastisk dygtigt til at overhøre sig selv.
Mavefornemmelsen skal ikke bestemme alt – men vi skal lære at høre den
Når børn kommer hos mig, arbejder vi meget med kroppen og med at lære at lytte til den. For hovedet er hurtigt på aftrækkeren. Hovedet fortæller os, hvad vi burde gøre, hvad de andre gør, hvad læreren forventer, hvad mor og far håber, hvad der er normalt, og hvad man plejer.
Kroppen reagerer anderledes. Den fortæller os noget gennem uro, ro, spænding, lettelse, modstand og mavefornemmelse. Det betyder ikke, at enhver modstand skal føre til et nej, eller at barnet aldrig skal gøre noget, hun ikke har lyst til. Sådan fungerer livet selvfølgelig ikke. Men jeg vil gerne lære børnene at blive nysgerrige på deres egne signaler, så de efterhånden kan kende forskel på: “Det her er svært, men jeg kan godt” og “det her er for meget for mig lige nu”.
For mig er det en vigtig livskompetence. Hvis vi lærer vores børn at mærke deres egne grænser, giver vi dem også noget, de kan bruge langt ind i voksenlivet. I venskaber, parforhold, uddannelse, arbejdsliv og alle de situationer, hvor verden kommer til at forvente noget af dem.
Måske skal vi ikke altid have barnet til at passe bedre ind
Vi taler enormt meget om mistrivsel, angst, skolevægring og børn, der ikke længere kan komme ud ad døren. Vi ser børn med ondt i maven, hovedpine, søvnproblemer og voldsomme reaktioner, og nogle af de børn har selvfølgelig brug for behandling, støtte eller udredning.
Men samtidig håber jeg virkelig, at vi tør kigge på den verden og den hverdag, vi beder dem om at fungere i.
For hvis flere og flere børn har svært ved at holde til den hverdag, vi har skabt, kan løsningen ikke altid være at gøre børnene bedre til at holde den ud. Løsningen er ikke altid, at vi vælger at presse vores børn.
Nogle gange skal et barn selvfølgelig hjælpes med at flytte sin grænse. Nogle gange skal vi tage barnet kærligt i hånden og hjælpe det gennem noget, som føles svært, fordi vi kan se, at der venter noget godt på den anden side.
Men andre gange er det os voksne, der skal stoppe op og respektere den grænse, barnet forsøger at vise os.
For måske er noget af det vigtigste, vi kan give vores børn, ikke evnen til altid at passe ind.
Måske er det evnen til at kunne mærke sig selv – og modet til at lytte til det, de mærker, også når det ikke passer særlig godt ind i det, resten af verden havde planlagt for dem.
I SOS forløb arbejder vi med vores mavefornemmelse
