Ea på 14 år kom i SOS-forløb, fordi hendes krop sagde stop. Hver morgen havde hun ondt i maven.
Ikke bare lidt – men så meget, at det var svært at komme afsted i skole.
Hun var begyndt at få angst og panik i kroppen.
Hun turde ikke række hånden op i klassen.
Hun følte sig ofte alene – selvom hun faktisk havde to veninder.
Problemet var bare, at de to veninder ikke kunne lide hinanden.
Så Ea stod midt imellem – og følte sig forkert uanset hvad hun gjorde.
Efter klassesammenlægningen i 7. klasse var det hele blevet værre.
Hun passede ikke ind i pigegruppen, og hun brugte enormt meget energi på at forsøge at finde sin plads.
Og hendes krop reagerede.
Mavepine.
Uro.
Tankemylder.
Panik.
Fraværet begyndte at stige, og skolen begyndte at presse på.
Der blev talt om underretning.
Samtidig stod hendes mor selv i en svær situation med stress og sygdom.
Så presset var stort – for dem begge to.
Det vi så
Ea fejlede ikke noget – ja – hun havde ondt i maven hver morgen, men denne mave forsøgte at fortælle noget…
“Det her er for meget for mig.”
Som Manifestor med splenic autoritet mærker Ea tingene hurtigt og dybt i kroppen.
Hun opfanger stemninger, relationer og uro med det samme.
Men hun havde ikke fået lov at handle på det, hun mærkede.
I stedet havde hun kæmpet.
Tilpasset sig.
Holdt ud.
Alt for længe.
Allerede fra dag i SOS-forløbet skete der noget
Noget af det smukkeste i Eas forløb var, hvor hurtigt hendes krop begyndte at falde til ro, da vi begyndte at lave følelsesforløsende traumeterapi i børnehøjde.
Allerede efter første gang begyndte hun at komme i skole hver dag.
Og så skete der noget, som både hun og hendes mor lagde mærke til:
Mavepinen forsvandt. Hun havde ikke ondt i maven hver morgen mere.
Den, der havde været der hver eneste morgen.
Den, der havde fyldt så meget.
Den var væk.
Hendes mor sagde med et lille smil til sidst i forløbet,
at Emma faktisk havde en tid til scanning af maven…
Men nu havde hun jo slet ikke ondt mere.
Når kroppen taler
Hos mange børn sætter følelser sig i kroppen.
Og meget ofte i maven.
Ikke fordi der er noget fysisk galt –
men fordi kroppen bærer på noget, der er blevet for svært.
Når vi arbejder med det, der ligger bag,
så slipper kroppen.
Og det gjorde den hos Ea.
Det der kom i stedet
Ea begyndte stille og roligt at få sig selv tilbage.
Hun:
- kommer nu i skole hver dag
- har ikke længere ondt i maven
- har mere ro i kroppen
- rækker hånden op i klassen
- har lavet fremlæggelse
- er mere ude af sit værelse
- har fået en god veninde, hun er tryg ved
Hun er ikke “fikset”.
Hun er landet mere i sig selv.
Et barn, der ikke skulle laves om
Ea var aldrig problemet.
Hun var en pige, der mærkede for meget –
i et miljø, der var blevet for svært efter sammenlægningen til 7.klasse.
Da hun fik lov at blive mødt, forstået og støttet i sin egen måde at være i verden på,
så begyndte hendes krop at samarbejde igen.
Hvis du sidder med et barn, der:
- har ondt i maven
- ikke vil i skole
- virker utryg, presset eller overbelastet
- eller kæmper med at passe ind
…så er du ikke alene.
Og der er en vej ❤️
