“Min datter havde ondt i maven hver eneste morgen – allerede fra sin første skole i Køge startede det…
Vi vidste egentlig godt hvorfor…” men hvor er det svært at handle på, når omverdenen ikke forstår”
Cecilie er 13 år.
En stille, fin pige, som gerne vil gøre det rigtige.
Men skolelivet var blevet alt andet end trygt.
Hun stod udenfor pigegrupperne.
Blev ignoreret.
Talt om.
Holdt ude – også når hun stod lige ved siden af.
Og det satte sig.
Ikke bare i hendes tanker.
Men i kroppen.
Hver morgen havde Cecilie fra Køge ondt i maven.
💔 Et skoleskift der ikke hjalp
Mor gjorde det, mange forældre håber kan løse det:
Hun skiftede skole.
Men det blev ikke bedre.
Den nye skole havde lovet, at de kunne tage imod hende –
men i virkeligheden stod Cecilie alene igen.
Ingen ordentlig modtagelse.
Ingen voksne, der greb hende.
Og pigegrupper, der fortsatte præcis samme mønster.
Her begyndte det for alvor at blive tydeligt:
Det her handler ikke om barnet.
Det handler om rammerne.
Da kroppen fik ro
Da Cecilie startede i SOS-forløbet, arbejdede vi med hendes nervesystem, hendes følelser – og hendes måde at stå i det svære på.
Noget af det første, der skete, var faktisk det vigtigste:
👉 Hendes mave faldt til ro.
Hun havde ikke længere ondt i maven hver morgen, på trods af at den nye skole i Køge ikke gjorde sit arbejde ordentligt.
Cecilies krop begyndte at slippe det pres, hun havde båret rundt på så længe.
Endnu et nyt skifte – denne gang det rigtige
Til sidst traf mor en svær, men vigtig beslutning:
Endnu et skoleskift.
Denne gang til en ny skole i Køge, hvor ledelsen faktisk tager ansvar.
Hvor der bliver passet på lærerne.
Og hvor børnene bliver mødt.
Cecilie har nu gået der i tre uger.
Og noget er begyndt at ændre sig.
Hun smiler.
Hun er lettere.
Hun tør begynde at tro på, at det godt må være rart at gå i skole.
⭐ “Du er en stjerne i modgang”
Noget af det, jeg sagde til Cecilie, var:
“Du er faktisk en stjerne i din tilgang til modgang.”
For igen og igen har hun rejst sig.
Selv når det har været svært.
Det er ikke alle mennesker, der kan det.
Men hun kan.
Og nu har hun også fået redskaber til det.
Når kroppen kender svaret
I en af de opfølgende sessioner arbejdede vi med en enkel kinesiologisk test – en måde at bruge kroppen til at mærke, hvad der er rigtigt.
Cecilie stod med en svær beslutning:
Skulle hun tage med til en fest hos sin far – selvom hun egentlig ikke havde lyst?
Hun var i tvivl.
For hvad nu hvis de blev sure?
Men hendes krop var ikke i tvivl.
Og det gav hende ro.
For første gang havde hun et redskab til at mærke efter – og stole på det.
Når færre relationer er de rigtige
Cecilie har en profil, hvor relationer betyder rigtig meget.
Ikke mange relationer.
Men de rigtige.
Og her havde hun brug for at forstå noget vigtigt:
Det er ikke bedre at have 7–10 venner, hvis de ikke vil dig godt.
Det er langt vigtigere at have 1 eller 2, hvor du kan være dig selv.
Det er der, hun er på vej hen nu.
❤️ Når både barn og mor står stærkere
Cecilie er ikke “fikset”.
Men hun er på vej.
Hun smiler mere.
Hun tror mere på livet.
Og hun står stærkere i sig selv.
Og måske vigtigst af alt:
Både hun og hendes mor har nu konkrete redskaber. Redskaber som de er så glade for.
Noget de kan gøre.
Noget de kan støtte sig til.
Til dig der sidder med en pige som Cecilie…
Hvis dit barn:
- har ondt i maven hver morgen
- ikke vil i skole
- står udenfor fællesskabet
- eller mister troen på sig selv
… så er det ikke fordi, der er noget galt med dit barn.
Nogle gange er det omgivelserne, der ikke er gode.
Og så har barnet brug for hjælp til at finde sig selv igen ❤️
Her klarede vi det i SOS-forløbet
