Fra syndebuk til skoleglæde

Mike er 14 år og går i 9. klasse på en privatskole. Han kom til mig i 8. klasse, fordi han havde det rigtig svært i skolen. I SOS forløbet fik Mike hjælp til at gå fra syndebuk til skoleglæde.

Mike følte sig uretfærdigt behandlet – og han havde i flere år oplevet at blive gjort til syndebuk i klassen. Hvis en pige drillede ham, og han svarede tilbage, var det ham, der fik skældud. Hans vrede voksede, og han havde mange verbale udbrud og kunne blive truende overfor andre børn. For nogle år siden var han så træt af livet, at han truede med at tage sit eget liv.

Samtidig er Mike en dreng med masser af ressourcer og glæde, når han laver de ting, han holder af i fritiden. Han er vellidt blandt venner – men i skolen blev han alt for ofte mødt som den forkerte.

Arbejdet i SOS-forløbet

I SOS-forløbet arbejdede vi med alle de følelser, Mike havde samlet sammen gennem årene:

  • Vreden over at blive dømt for noget, han ikke havde gjort.
  • Sårbarheden ved at blive uretfærdigt behandlet af lærere.
  • Frustrationen over at blive set som problemet.

Jeg guidede også hans mor til, hvordan hun kunne gå til skolens møder på en ny måde – så samtalen ikke blev envejskommunikation fra skolen, men en ligeværdig dialog, hvor både mor og Mike fik en stemme.

Allerede anden gang oplevede familien, at skolen tog imod forandringen. De voksne begyndte at møde Mike på en mere respektfuld måde – og noget vendte.

Resultatet

Da Mike efter sommerferien begyndte i 9. klasse, skete der en stor forandring:
Han mødte i skole hver dag fra første skoledag – for første gang i mange år. Han fortalte selv, at han havde det godt, og hans mor bekræftede det med et stort smil: “Det er rigtigt – Mike har det godt, og han er glad for at gå i skole.”

Blomster og Human Design

I forløbet fik Mike en blanding af Bach blomster, bl.a. Holly, Cherry Plum, Vine, Larch og Centaury. En blanding som blev lavet ud fra alle de frustrerede følelser, som Mike i lang tid havde kæmpet med. Samtidig blev blandingen også lavet ud fra Mikes human design, fordi jeg netop her kan se bag om “facaden” og virkelig finde ind til den helt rigtige hjælp.
Jeg anbefalede mor at fortsætte med Larch, fordi Mike kæmper med at tro på sig selv. Også fordi han i sit Human Design har et åbent hjertecenter, som netop indikerer, at han har udfordringer med troen på sig selv.

Mike er Generator med en 1/4 profil og emotionel autoritet. At inddrage Human Design var en øjenåbner for mor, som oplevede, at netop den indsigt gjorde en stor forskel i forståelsen af sin søn. Hun ønsker nu at gå videre med SOS PRO-forløbet for at arbejde endnu dybere med det.

En stærk dreng – mødt på den rigtige måde

Mike er en dejlig, ressourcestærk dreng, som i mange år blev set på som problemet. Da han endelig blev forstået og mødt på en ny måde, gik han fra at være syndebuk til at finde tilbage til skoleglæde. En fantastisk udvikling som gør mig både stolt og glad på hans vegne ❤️

Mike har gået i mit SOS forløb