Freja er 7 år og skulle efter sommerferien starte i 1. klasse. Det var hendes forældre, der kontaktede mig. For selvom Freja egentlig fungerede i skolen, var der meget, der var svært. Forældrene ønskede at Frejas raserianfald ikke skulle fortsætte sammen med skolestart.
Freja havde udfordringer med sproget og med at lære at læse, og hun kæmpede med at finde sin plads i klassen. Hun legede helst med drengene og havde svært ved selv at finde ind i fællesskabet med pigerne.
Samtidig kunne hun se, at nogle af de andre børn kunne ting, som hun selv kæmpede mere med.
Og langsomt var det begyndt at sætte sig i hendes tro på sig selv.
Når hun kom hjem, eksploderede hun
Det var især derhjemme, Frejas frustrationer kom ud. Hun kunne skrige, råbe og sparke sin far, og efterhånden var raserianfaldene blevet en stor belastning for hele familien.
Det interessante var, at det stort set kun skete, når både mor og far var hjemme.
Når far var alene med Freja, var der ingen problemer.
Men når begge forældre var der, kunne Freja og far hurtigt ryge ind i en konflikt. Far forsøgte naturligt nok at sætte grænser og skabe ro. Til sidst blev han selv presset, mor greb ind – og sådan gentog mønstret sig.
Freja var også begyndt at blive mere vred på sin lillebror og kunne finde på at slå ham. Forældrene havde ikke brug for flere formaninger om, hvordan de skulle opdrage deres datter. Dem kommer der rigeligt af fra velmenende andre voksne.
De havde brug for at forstå hende, og det er præcis hvad jeg hjælper med i SOS forældreforløbet. Barnet behøver ikke altid være den, der skal arbejde hårdest, bare fordi det er barnet, der viser symptomerne.
Freja var ikke som sin far
Gennem Frejas Human Design blev en vigtig forskel meget tydelig.
Freja er Generator med sakral autoritet, og hun har tre pile mod højre.
Hun har brug for plads til at mærke efter og responderer bedst, når der er mulighed for flow og fleksibilitet.
Far fungerer meget anderledes. Han trives med faste rammer, struktur og tydelighed – og derfor havde han helt naturligt forsøgt at give Freja det samme.
Men det, der skabte tryghed i ham, skabte ikke nødvendigvis tryghed i hende. Det blev en vigtig øjenåbner. Ikke fordi Freja skulle have lov til alt. Men fordi hendes forældre begyndte at forstå, at hun ikke skulle presses ind i en måde at fungere på, som ikke var hendes.
Hvad gør man midt i et raserianfald?
Vi arbejdede også helt konkret med fars reaktion, når Freja eksploderede.
For når et barn råber, sparker og er voldsomt, er det svært som forælder ikke selv at blive revet med.
Far begyndte derfor at gøre noget helt andet. Når Freja blev vred, tænkte han på det, vi havde talt om. I stedet for at gå med op i konflikten mødte han hende med ro.
Han fortalte hende, hvor dejlig hun var. At han elskede hende. Og når hun kunne tage imod det, holdt han om hende.
Han stoppede med at kæmpe imod hendes følelser og begyndte i stedet at hjælpe hende igennem dem. Og præcis inden skolestart stoppede Frejas raserianfald, for de var rettet mod far.
Bachs blomsterremedier som støtte
Som en del af SOS-forløbet fik Freja også sin personlige blanding af Bachs blomsterremedier.
Hun fik blandt andet Larch til troen på sig selv, Cherry Plum og Holly til de store følelser og vreden, Walnut til overgangen og den kommende skolestart samt Mimulus, Centaury og Crab Apple til usikkerhed, egne grænser og følelsen af at være god nok, som hun er.
Blomsterne blev en blid støtte sideløbende med det arbejde, jeg lavede med forældrene.
Og så forsvandt raserianfaldene
Da Frejas forældre kom til den sidste session, fortalte de om en helt anden hverdag.
Freja var blevet meget mere rolig. Hun var ikke længere så udadreagerende. Hun troede mere på sig selv. Og de store raserianfald var væk, hvilket var en gave inden skolestart.
Selv mormor kunne se forskellen – og det var faktisk hende, der oprindeligt havde set mit arbejde og foreslået forældrene, at de skulle kontakte mig.
For mig er Frejas historie et rigtig fint eksempel på, hvorfor vi nogle gange skal kigge et andet sted hen, når et barn reagerer voldsomt.
For Freja var ikke et barn, der skulle lære at opføre sig ordentligt. Hun havde brug for voksne, der forstod, hvem hun var, hvad der pressede hende – og hvordan de kunne møde hende anderledes.
Og det var faktisk forældrene, der gennemførte SOS-forløbet. Freja skulle ikke ind og fortælle en masse om sig selv eller forklare, hvorfor hun reagerede, som hun gjorde.
Hendes forældre fik redskaberne. De ændrede noget omkring hende. Og Freja fik det bedre.
Det er en ret fin begyndelse at tage med sig ind i en ny skolestart og 1. klasse. ❤️
