Hvad siger reglerne egentlig, og hvordan undgår vi, at forældre og skole ender på hver sin side af bordet? For vi alle ønsker jo, at et barn helst kunne nyde en hel skoledag.
Jeg møder lige nu flere familier, hvor et barn kort efter skolestart begynder at reagere og ikke kan holde til en hel skoledag.
Barnet græder om morgenen. Får ondt i maven. Kan ikke komme ind i klassen. Holder fast i mor eller far. Eller kommer igennem skoledagen, men er fuldstændig udmattet, når han kommer hjem.
Forældrene bliver bekymrede og ønsker måske kortere dage eller en mere forsigtig indkøring.
Skolen har samtidig en hverdag, der skal fungere, en hel klasse at tage hensyn til og et ansvar for, at barnet kommer i skole.
Og pludselig kan begge parter ende på hver sin side af bordet. Men behøver det være sådan?
Barnet skal i skole – men barnet skal også kunne være i skolen
Udgangspunktet er selvfølgelig, at børn skal deltage i undervisningen.
Men det betyder ikke, at alle situationer er ens, eller at der ikke findes muligheder, når et barn på grund af sygdom eller alvorlig mistrivsel ikke kan klare en almindelig skoledag.
Undervisningsministeriet skriver blandt andet, at sygdom kan være både fysisk og psykisk. Reglerne om sygeundervisning kan efter en konkret vurdering også omfatte psykisk mistrivsel.
De gælder både ved længere sammenhængende fravær og ved hyppigt kortvarigt fravær.
Hvis et barns sygefravær ser ud til at blive længerevarende, har skolelederen ansvar for at vurdere behovet for sygeundervisning. Senest efter 15 dages sygefravær skal skolen kontakte forældrene.
Skolelederen skal desuden sammen med barnet og forældrene kortlægge årsagerne til fraværet og udarbejde en plan for sygeundervisningen. Det handler ikke om skyld, men om reel dialog for barnet.
Det er vigtigt.
For det flytter spørgsmålet fra:
“Hvordan får vi barnet til at møde op?”
til også at handle om:
“Hvorfor har barnet så svært ved at være her – og hvad har barnet brug for?”
Kan et barn få en kortere skoledag?
Ja, der findes situationer, hvor et barn i praksis kan have en kortere skoledag.
Det betyder ikke, at forældre frit kan beslutte, at deres barn fremover kun skal være i skole nogle få timer om dagen.
Reglerne afhænger af barnets situation.
Undervisningsministeriet beskriver blandt andet, at sygdom er lovligt fravær, og at sygdom kan være både fysisk og psykisk. Ved sygdom – også kortvarig, men tilbagevendende sygdom – kan reglerne om sygeundervisning komme i spil. Ministeriet skriver direkte, at der derfor i praksis vil være enkelte elever, som på grund af sygdom kan få en kortere skoledag.
For elever omfattet af reglerne om specialundervisning findes der desuden mulighed for at nedsætte den enkelte elevs undervisningstid, hvis en lægeerklæring viser, at barnets helbred ikke kan tåle den fulde undervisningstid, og forældrene samtykker.
Det er altså ikke så enkelt som enten:
“Barnet skal være der hele dagen.”
eller:
“Forældrene bestemmer selv, hvor længe barnet skal være der.”
Der skal ses på det enkelte barns situation og på, hvilke regler og muligheder der er relevante.
Kortere dage må ikke blive målet
Jeg kan godt forstå skolernes bekymring for, at kortere skoledage kan ende med at fastholde et barn i fravær.
For målet er selvfølgelig ikke, at barnet skal have mindre og mindre skole.
Målet må være, at barnet igen bliver i stand til at deltage så meget som muligt.
Men hvis et barn allerede er voldsomt belastet, tror jeg heller ikke på, at vi nødvendigvis kommer hurtigere i mål ved kun at fokusere på fuldt fremmøde.
Ofte kan små skridt være vejen frem. En kort dag, der lykkes, kan i nogle situationer være mere værd end en lang dag, som barnet bruger al sin energi på at overleve.
Det afgørende er, at der er en plan, et mål og en løbende vurdering af barnets udvikling. Altså lavet i samarbejde uden at lægge skylden over på nogen.
Se på barnet – ikke kun på fraværet
Når et barn begynder at få svært ved at komme i skole, skal vi selvfølgelig se på fremmødet.
Men vi skal også se på barnet.
Spiser barnet i skolen?
Sover barnet om natten?
Har barnet overskud efter skole?
Kan barnet deltage i undervisningen?
Har barnet kontakt til de andre børn?
Er der en voksen, barnet føler sig tryg ved?
Bliver barnet gradvist mere trygt – eller bliver reaktionerne større?
Et barn kan godt være fysisk til stede i skolen og samtidig være i stor mistrivsel.
Derfor kan fremmøde aldrig være den eneste målestok for, om en indsats lykkes.
Nye regler er på vej – men de gælder ikke endnu
I januar 2026 indgik folkeskoleforligskredsen en ny politisk aftale om fravær, mistrivsel og specialundervisning.
Retningen er meget tydelig:
Der skal sættes tidligere ind, når børn mistrives eller får bekymrende fravær.
Der skal være mere dialog med forældrene.
Og der skal handles, før problemerne vokser sig store.
Et centralt element bliver en ny støtteplan, som skal beskrive konkrete handlinger og placere ansvaret for, hvem der skal gøre hvad. Der skal følges op på planen mindst hver tredje måned, og en diagnose skal ikke være en forudsætning for støtteplanen.
Elever og forældre skal desuden få ret til selv at anmode om en støtteplan.
Men her er det meget vigtigt:
Disse nye regler gælder ikke endnu.
De dele af aftalen, der kræver lovændringer, forventes at træde i kraft fra skoleåret 2027/28.
Derfor skal man som forælder eller skole passe på med allerede nu at henvise til støtteplanen som en eksisterende rettighed.
Måske skal vi mødes tidligere ved bordet
Jeg har selv været lærer, og jeg ved godt, at skolerne står med en vanskelig opgave.
En lærer kan have mange børn foran sig på én gang. Skolelederen skal få ressourcer, regler, medarbejdere og en hel skole til at hænge sammen.
Og på den anden side af bordet sidder måske en mor eller far, der har set sit barn græde hver morgen og langsomt få det dårligere.
Det er to meget forskellige virkeligheder.
Men de behøver ikke være hinandens modsætninger.
Forældrene kender barnet.
Skolen kender skolehverdagen.
Og barnet har brug for begge.
Derfor håber jeg, at vi kan blive bedre til at mødes omkring spørgsmålet:
Hvad står i vejen for, at dette barn kan være i skole – og hvad kan vi voksne gøre ved det?
Ikke først når barnet har været hjemme i måneder.
Men når de første tegn viser sig.
For målet må være det samme på begge sider af bordet:
At barnet ikke bare kommer i skole – men også får mulighed for at trives, lære og være en del af fællesskabet. ❤️
Dette indlæg er skrevet som generel information og kan ikke erstatte konkret juridisk rådgivning. Et barns muligheder afhænger altid af den konkrete situation.
SOS forløbet hjælper både barnet og forældrene i en svær hverdag
De centrale officielle kilder til indlægget er Undervisningsministeriets sider om sygeundervisning i folkeskolen, afkortning af skoledagens længde og aftalen fra januar 2026 om mistrivsel og fravær. Ministeriets oplysninger understøtter henholdsvis reglerne om psykisk mistrivsel/sygeundervisning, mulighederne for kortere skoledag i bestemte situationer og de kommende støtteplaner samt forventet ikrafttrædelse i 2027/28.