På vej til Cypern med Steffi så jeg filmen A Family Man. Der er et eller andet over den film, som bliver ved med at sidde i mig. Den rammer noget, som jeg tror, at jeg – og mange andre forældre kan genkende. Den handler om “når livet gør ondt” – noget som langt langt de fleste af os kender til.
Filmen handler om en mand, der elsker sin familie. Han arbejder hårdt. Han vil gerne lykkes, og han vil gerne skabe et godt liv for dem, han holder af. Ikke fordi han er egoistisk eller vælger familien fra, men fordi han gør det, som så mange af os gør. Han forsøger at være det hele på én gang. En god far, en god ægtemand og samtidig en dygtig medarbejder, der præsterer og skaber resultater.
Hans kone bliver frustreret, og gennem filmen mærker man, hvordan de langsomt glider længere væk fra hinanden. Ikke fordi kærligheden mangler, men fordi hverdagen, forventningerne og presset fylder alt. Så meget at der næsten ikke er plads til at være kærester længere. Jeg sad ikke med følelsen af, at nogen af dem gjorde noget forkert. Tværtimod. De gjorde begge det bedste, de kunne. Han kunne ikke give mere, end han allerede gjorde, og hun længtes efter mere nærvær og mere af den mand, hun forelskede sig i.
Da livet pludselig satte alt i perspektiv
Filmen fik mig til at tænke tilbage på dengang, hvor Kristian var otte år og blev alvorligt syg. Han blev indlagt på Rigshospitalet, og vi var tæt på at miste ham. Jeg husker stadig følelsen af, at alt andet pludselig blev ligegyldigt. Arbejde, planer og alle de ting, som fylder så meget i hverdagen, blev på et øjeblik sat i perspektiv. Når livet gør ondt, begynder vi at reflektere. Hvad er vigtigt i livet. For mig blev det klart med Kristians lange sygdomsforløb.
Da Kristian langsomt kom sig, lovede Michael og jeg hinanden, at vi aldrig ville have så travlt med arbejde, at vi overså det vigtigste i livet. Vores fire børn – og hinanden.
Ikke fordi vi skulle holde op med at arbejde eller opgive vores drømme. Arbejde er også en vigtig del af livet, og det giver mening at bruge sine evner og skabe noget, man brænder for. Men vi ville ikke miste os selv på vejen.
Her – 15 år efter – lever vi stadig med fokus på at huske det rigtige. I dag er det også overført til vores børnebørn. Jeg rydder kalenderen, hvis der er brug for mig. Jeg rejser en gang om året med mine børnebørn, og foreløbig har Trine været med på de rejser. Pt rejser jeg med Steffi, efter et langt 2G hvor hun har kæmpet sig igennem. Jeg hjælper børn, men har også lært, at mit eget liv ikke kun skal bestå af at arbejde. Heldigvis elsker jeg jo mit arbejde med at hjælpe børn. Det er så helt enormt livsbekræftende at kunne gøre en forskel for så mange familier.
Behøver vi virkelig at vælge?
Jeg tror nogle gange, vi kommer til at tale om det, som om vi skal vælge. Som om vi enten skal være ambitiøse mennesker eller nærværende forældre.
Men jeg tror ikke, det behøver at være sådan.
Jeg tror heller ikke, at børn har brug for perfekte forældre, der altid er til rådighed. De har brug for forældre, der er nærværende i de øjeblikke, de er sammen. Børn husker ikke, hvor mange timer vi arbejdede, eller hvor mange mails vi besvarede. De husker, hvordan det føltes at være sammen med os. Om vi lyttede, grinede, krammede og havde tid til at være til stede. Kvalitetstiden.
Når livet gør ondt
Mange af de familier, jeg møder, kæmper med sygdom, angst, skolevægring eller et barn med et nervesystem, der er på overarbejde. Samtidig skal mor og far passe deres arbejde, få økonomien til at hænge sammen og forsøge at få hverdagen til at fungere.
Det er ikke mærkeligt, at mange føler, at de aldrig gør nok.
Måske er det netop her, vi skal passe på ikke at gøre os selv forkerte. For det handler ikke om at skabe den perfekte balance. Måske handler det meget mere om at være til stede i det, vi er i, og acceptere, at vi ikke kan være alt for alle hele tiden.
Der er perioder i livet, hvor børnene har brug for mere. Og der er perioder, hvor arbejdet fylder mere. Livet bevæger sig, og det gør vi også. Den store kunst er at kunne balancere, så vi alle kan være i det – med hele os. Være ærlige omkring det vi oplever. Vi må gerne fejle. I min verden er der ikke mere fejl. Der er udelukkende erfaringer, som hele tiden lærer os at navigere i vores liv.
Det smukkeste ved slutningen
Det smukkeste ved slutningen af filmen er faktisk ikke, at hovedpersonen vælger familien frem for arbejdet. Det er, at han finder en ny måde at leve på.
Han hjælper mennesker, han arbejder stadig, men han har fået sine prioriteter på plads. Han bliver selvstændig og vælger selv hvordan dagen skal se ud.
Da en vigtig kunde ringer og vil have hans hjælp, svarer han, at det vil han rigtig gerne, men først skal han lige klare et vigtigt møde. Det vigtige møde er frokost med hans kone.
De griner. De taler sammen. De kysser. De har helt klart fundet hinanden igen. Og måske skulle de være tæt på at miste sønnen for at finde hinanden. Sådan er livet jo. Vi lærer, mens vi lever, og det er okay.
Jeg tror, det er derfor, den slutning rører mig så meget. Den minder mig om, at succes ikke kun handler om det, vi præsterer eller tjener. Succes er også at have tid til dem, vi elsker. Fuldstændig som Michael og jeg lærte gennem Kristian.
Måske er der plads til begge dele
Jeg møder mange forældre, som føler, at de skal vælge mellem at være gode forældre og have et arbejde, de holder af.
Men det er ikke meningen, at vi skal vælge. Vi skal skabe et liv, hvor der er plads til begge dele.
Hvor vi godt må have ambitioner og drømme. Hvor vi godt må være glade for vores arbejde. Men hvor vi samtidig husker at sætte os ned ved frokostbordet med den, vi elsker. Tage imod kram fra vores børn og mærke, at det vigtigste i livet ikke nødvendigvis er det, vi når, eller det vi tjener.
Måske er det vigtigste i virkeligheden dem, vi deler livet med. ❤️
Få hjælp til din og dine børns vej i mit SOS-forløb.
