Der bliver talt rigtig meget om barnet der lider af skolevægring lige nu.
Om børn, der ikke vil i skole. Børn, der græder om morgenen. Børn med ondt i maven, hovedpine eller angst. Børn, der kommer længere og længere væk fra skolen – og familier, hvor hver eneste morgen efterhånden er blevet en kamp.
Når et barn ikke længere kan komme i skole, er det sjældent skolevægring, der er det egentlige problem.
Skolevægring ser jeg som et symptom.
Skolefravær er blevet et stort problem
Det her handler ikke om ganske få børn.
Lidt over hver femte folkeskoleelev havde mere end 10 % fravær i skoleåret 2024/25.
Samtidig er andelen af elever med langvarigt bekymrende skolefravær steget fra 3,2 % i 2018/19 til 5,1 % i 2024/25.
Vi skal ikke kun kigge på antallet af fraværsdage. Bekymrende skolefravær udvikler sig ofte gradvist. Før barnet bliver hjemme, kan der allerede være tegn som ondt i maven, hovedpine, ubehag ved at skulle i skole, begyndende angst eller ændringer i barnets trivsel.
Derfor skal vi reagere på mistrivslen – ikke vente på, at fraværet bliver massivt. Forældre i klinikken fortæller mig ofte, at der bliver holdt en masse møder med gode intentioner, men der bliver ikke handlet. Når mødet er slut, er det som om, mødet aldrig har været der, for der sker intet.
Skolefravær er barnets løsning på et problem
Social- og Boligstyrelsen formulerer det meget præcist:
“Skolefravær er barnets løsning på et problem.”
Den sætning flytter vores blik fra barnet som problemet til det, barnet forsøger at håndtere.
Når et barn ikke længere kan komme i skole, skal vores første spørgsmål derfor ikke være:
Hvordan får vi barnet afsted igen?
Det skal være:
Hvad er der sket med barnet, siden det er endt med skolevægring?
Hvad er blevet for svært? Hvad reagerer kroppen på? Og hvad skal der til, for at barnet igen kan føle sig trygt?
Det er dér, arbejdet efter min erfaring kan og skal begynde.
Kroppen forsøger faktisk at hjælpe
Vi kan som voksne synes, at det er enormt uhensigtsmæssigt, når et barn reagerer med angst, panik, mavepine, gråd eller ved helt at trække sig fra skolen.
Men kroppen gør det ikke for at være besværlig.
Den reagerer, fordi noget er blevet for meget.
Det kan være mobning eller udelukkelse. En voldsom episode. Gentagne konflikter. En voksen, barnet er blevet utryg ved. For mange krav. For meget larm og uro. Nederlag efter nederlag. En svær aflevering. Et skoleskift. Eller mange små oplevelser gennem lang tid, som tilsammen har fået barnets system til at sige:
Nu kan jeg ikke mere.
Når kroppen først har lært, at skolen er forbundet med fare eller utryghed, hjælper det ikke nødvendigvis at fortælle barnet, at skolen ikke er farlig.
Barnets krop tror på noget andet.
Derfor er aflevering ikke altid løsningen
Jeg ser familier, hvor næsten al opmærksomheden kommer til at handle om ét spørgsmål:
Hvordan får vi vores barn ind ad døren til skolen igen?
Der bliver lavet afleveringsaftaler. Nye voksne skal tage imod. Mor eller far skal gå hurtigere. Barnet skal blive lidt længere. Man forsøger måske igen næste morgen.
Men hvis vi kun arbejder med at få barnet tilbage, risikerer vi at overse det vigtigste:
Hvad var det, der fik barnet til at trække sig i første omgang?
Hvis barnets nervesystem stadig er i alarmberedskab, kan mere pres gøre alarmen endnu kraftigere.
Derfor er jeg langt mere optaget af at forstå, hvad der er sket med barnet med skolevægring, end af kun at spørge, hvordan vi får barnet tilbage i skole.
Nogle børn har oplevelser med sig, der stadig sidder i kroppen
I mit arbejde ser jeg ofte, at der ligger konkrete oplevelser bag skolevægringen.
Oplevelser, som måske for længst er overstået – men som barnets krop stadig reagerer på.
Jeg kalder dem ofte chok.
Et chok behøver ikke være én dramatisk hændelse. Det kan også være gentagne oplevelser af at være bange, føle sig forkert, blive holdt udenfor, ikke kunne leve op til kravene eller stå alene i noget, der har været for svært.
Barnet kan godt vide med hovedet, at episoden er slut.
Men kroppen kan stadig reagere, som om faren er lige rundt om hjørnet.
Og så giver det pludselig mening, at barnet får ondt i maven søndag aften. At angsten kommer mandag morgen. At barnet går i panik i bilen. Eller at det simpelthen ikke kan gå gennem skolens dør.
Det er noget af det, vi arbejder med i SOS-forløbet
Når et barn kommer til mig med skolevægring, handler mit arbejde derfor ikke om at overtale barnet til at gå i skole.
Vi skal først finde ud af, hvad barnets system reagerer på.
I SOS-forløbet arbejder jeg blandt andet med at få forløst nogle af de oplevelser og chok, som barnet har med sig. Jeg bruger traumeterapeutiske redskaber i børnehøjde og forskellige teknikker, der hjælper kroppen ud af alarmberedskabet.
Vi arbejder også med kropsro, tankemylder, angst og de automatiske reaktioner, der kan være blevet koblet sammen med skolen.
Samtidig arbejder jeg med øvelser, der støtter samspillet og integrationen mellem hjerne og krop. Når et barn gennem længere tid har været stresset eller i alarmberedskab, kan det påvirke både koncentration, læring, overblik og barnets mulighed for at regulere sig selv.
Et barn, der bruger sin energi på at være i sikkerhed, har meget lidt energi tilbage til at lære.
Derfor giver det for mig ingen mening kun at tale om faglighed og fremmøde, hvis barnets nervesystem samtidig råber på hjælp. Vi skal have forløst det eller de chok, som ligger til baggrund for at et barn ikke kan mere. Det er lige præcis, hvad jeg laver med børnene, og derfor kommer de ofte tilbage i skole efter et SOS forløb.
Forældrene er en vigtig del af arbejdet
Skolevægring rammer ikke kun barnet.
Den rammer hele familien.
Jeg møder mødre og fædre, der er fuldstændig udmattede. De har forsøgt at motivere, støtte, lokke, forklare, stille krav og samarbejde med skolen. Samtidig skal de måske passe deres arbejde og være forældre til familiens andre børn.
Og midt i det hele sidder de med følelsen af, at de burde kunne få deres barn i skole.
Derfor er forældrene med i SOS-forløbet.
De skal forstå, hvad der sker i deres barn, og de skal have konkrete redskaber med hjem, så de kan være med til at skabe den ro og tryghed, barnet har brug for.
Målet er ikke bare at få barnet tilbage i skole
Selvfølgelig ønsker vi, at barnet igen kan gå i skole.
Men for mig er målet større end fremmøde.
Jeg ønsker, at barnet skal kunne være i skolen uden at være i konstant alarmberedskab.
At barnet igen får adgang til sin nysgerrighed, sit mod, sin koncentration og sin lyst til at lære.
Jeg har gennem mit arbejde set børn, der har været væk fra skolen i lang tid, finde vejen tilbage. Nogle gange til den samme skole. Andre gange bliver det tydeligt, at barnet har brug for nogle andre rammer.
Vejen tilbage begynder ikke nødvendigvis ved skolens hoveddør.
Nogle gange begynder den med, at vi stopper med kun at spørge:
“Hvordan får vi barnet i skole?”
og i stedet begynder at spørge:
“Hvad er der sket med barnet – og hvad har barnet brug for, før det igen kan føle sig trygt?”
Det er ofte dér, jeg oplever, at noget begynder at flytte sig.
Har dit barn svært ved at komme i skole?
Måske starter det allerede søndag aften.
Ondt i maven. Tankemylder. Gråd. Angst. Dårlig søvn. Eller et barn, der mandag morgen siger: “Jeg kan ikke.”
Og måske har I allerede prøvet rigtig meget.
I mit SOS-forløb arbejder jeg ikke kun med at få barnet tilbage gennem skolens dør. Jeg arbejder med det, der ligger bag reaktionen.
Vi finder frem til de oplevelser og chok, barnets system stadig reagerer på, og arbejder med at skabe mere ro i krop og nervesystem. Jeg bruger blandt andet traumeterapeutiske redskaber i børnehøjde, EFT, kropsro, hjernetræning og konkrete teknikker, som barnet også kan bruge hjemme.
Forældrene er med hele vejen, for skolevægring påvirker sjældent kun barnet – det påvirker hele familien.
Målet er ikke bare, at dit barn skal tilbage i skole.
Målet er, at dit barn igen skal få det godt nok til at kunne være der.
