Da jeg første gang møder Lauge på syv år, har han allerede været igennem meget. Han har været hjemme hos mor et år. Han er født for tidligt og har fået diagnosen infantil autisme tilbage da han boede i Køge. Men som hans mor fortæller ved vores første møde, var det næsten lidt mærkeligt at opleve, at da diagnosen først var stillet, var der ikke rigtig nogen, der bagefter kom og sagde: “Godt, og nu gør vi sådan her.”
Diagnosen forklarede noget. Men familien stod stadig med en dreng, der havde det svært. I Køge oplevede familien at Lauge fik diagnosen infantil autisme, og selvom han også er født for tidligt, var der ingen hjælp at hente.
Børnehave
Lauge havde haft nogle hårde oplevelser i sin børnehave. Han var blevet afvist af andre børn, som blandt andet kunne finde på at løbe fra ham. Det gjorde efterhånden Lauge så utryg ved at forlade en leg, at han ikke ville gå på toilettet. For hvad nu hvis de andre var videre, når han kom tilbage? Han begyndte derfor at tisse i bukserne, og samtidig oplevede han også, at de voksne ikke altid fik set ham og hjulpet ham.
Til sidst valgte forældrene at tage ham ud af børnehaven, og Lauge endte med at gå hjemme i et helt år.
Hjælp som ikke har virket
Familien havde prøvet meget for at hjælpe ham. Blandt andet havde Lauge gået til Sandplay i over et år, men forældrene oplevede ikke rigtig, at det rykkede det, de håbede på. De havde også gennem flere år forsøgt at få Lauge til at tegne, men det ville han simpelthen ikke.
Lauge i SOS forløbet
Da Lauge kommer hos mig første gang, er det svært for ham bare at komme ind i huset. Hans mor presser ham ikke. Hun giver ham tid, og stille og roligt kommer han med ind.
Og det er faktisk sådan, meget af arbejdet med Lauge har været. Ikke at presse ham til noget, han ikke er klar til, men at skabe så meget tryghed omkring ham, at han selv tør tage det næste lille skridt.
Vi har blandt andet arbejdet med EFT/tapping for at hjælpe hans krop og nervesystem med at finde mere ro. Forældrene har taget det med hjem og er begyndt at tappe Lauge om aftenen. Det har gjort en mærkbar forskel på hans søvn, og i dag fortæller de, at han sover meget bedre.
Vi har også tegnet. Ikke for at få en flot tegning eller for at lære Lauge at tegne, men fordi tegningerne hos mig bliver en måde, hvor barnet kan arbejde med det, der er svært, uden nødvendigvis at skulle forklare det hele med ord.
Og så rykkede Lauge sig
Han tegnede. Faktisk har han tegnet to tegninger hos mig.
Det lyder måske ikke af meget, men for hans forældre er det stort. De har forsøgt i mere end tre år at få ham til at tegne, uden at han ville. Som hans far siger ved vores sidste session:
“Vi har været her tre gange – og han har tegnet to tegninger.”
Men den allerstørste forandring kan mærkes i Lauges hverdag.
Familien er flyttet væk fra Køge, og Lauge er begyndt i en skole. Her går han i en klasse tilrettelagt for børn med infantil autisme, og der er også andre, som er født for tidligt – et tiltrængt skift fra Køge. Forældrene havde faktisk ikke forventet, at skolestarten ville gå særlig godt efter alt det, Lauge havde været igennem.
Men Lauge kom med fra skolestart. Og han går i skole hver dag.
Han har gode skoledage, og hans forældre er både glade og positivt overraskede over, hvor godt han har taget imod sin nye hverdag.
Samtidig oplever de en anden fleksibilitet i ham. Tidligere kunne Lauge være meget sort-hvid. Hvis et andet barn havde gjort noget, der irriterede eller sårede ham, kunne han beslutte, at så skulle de aldrig være venner igen, og han ville aldrig glemme det.
I dag kan han langt lettere sige: “Pyt.” Og så komme videre.
For mig er lige præcis dét en utrolig vigtig forandring. For det handler ikke om, at Lauge skal være mindre Lauge eller lære at tilsidesætte det, han mærker. Det handler om, at hans system ikke længere behøver holde lige så hårdt fast. Der er kommet mere ro og dermed også mere plads til fleksibilitet.
Vi har også brugt Lauges Human Design som endnu en nøgle til at forstå ham. Han er Generator med sakral autoritet, og for Lauge er det vigtigt, at han får mulighed for at mærke sig selv og reagere i sit eget tempo. Han skal ikke hele tiden presses ind i det, andre synes, han burde kunne.
Allerede den første dag så jeg et lille glimt af, hvad der kan ske, når han får den tid. Det var svært at komme ind ad døren, men senere gik han ud og spillede bold med min hund Holger. Da jeg roste ham for, at han faktisk var kommet ind og havde været med, lyste han op.
Det mod har vi bygget videre på.
Tredje og sidste gang i SOS forløbet
Ved vores tredje og sidste gang sad både mor og far næsten og syntes, det var lidt trist, at forløbet allerede var slut. For efter så lang tid, hvor de har forsøgt så meget forskelligt, havde de ikke forventet, at tre sessioner kunne gøre så stor en forskel.
Men selvfølgelig er døren ikke lukket, bare fordi SOS-forløbet er afsluttet.
Hvis det på et tidspunkt bliver svært igen, eller hvis forældrene eksempelvis oplever, at det er svært at få gang i tegningerne derhjemme, så kan de altid komme tilbage. Nogle børn kan ganske enkelt lettere arbejde med bestemte ting her, fordi rammen og måden, vi gør det på, er blevet tryg og genkendelig.
Lauges historie er for mig også en vigtig påmindelse om, at vi ikke kun skal se en diagnose, når et barn har fået en diagnose.
For bag diagnosen står stadig et barn med en livshistorie.
Et barn, der kan være blevet afvist. Et barn, der kan være blevet overset. Et barn, der kan have oplevet nederlag og utryghed, og hvis krop derfor har lært at være på vagt.
Det var ikke Lauges autisme, vi skulle fjerne.
Vi skulle hjælpe Lauge med at få mere ro og tryghed og med igen at opdage, at han godt kan.
Og efter tre gange går Lauge nu i skole hver dag. Sover bedre, er blevet mere fleksibel. Og han kan langt lettere give slip på det, der før kunne fylde enormt meget.
Det synes jeg er en ret fantastisk udvikling for en lille dreng på syv år. ❤️
Lauge fra Køge, født for tidligt med infantil autisme fandt sin vej i SOS forløbet
