Da jeg møder 12-årige Fie første gang, har hun levet med skolevægring i et ½ år. Hver morgen gør maven ondt. Hun græder. Tankerne fylder, og skolen er blevet næsten uoverskuelig.
Fie er en stille, genert og introvert pige. En af de piger, der mærker meget og ikke nødvendigvis siger så meget.
Da jeg afslutter Fie efter tre gange i mit SOS-forløb, er alt ikke blevet let.
Men noget meget vigtigt er forandret. Fie er startet i 7. klasse. En helt ny klasse med børn fra forskellige skoler.
Og hun har været i skole hver eneste dag. ❤️
Hun er faktisk glad, når hun først er der. Hun har fået søde lærere, og hendes gode veninde er ved hendes side.
Det sværeste er stadig morgenerne. For her begynder tankerne:
Bliver det mon en god dag?
Kan jeg få fat i mor efter skole?
Hvad nu hvis…?
Men Fie er allerede begyndt at opdage, at hun ikke behøver tro på alt det, tankerne fortæller hende. Hun fortalte mig, at hun selv havde haft en bekymring og tænkt:
“Det passer vist ikke.”
Og så havde hun lukket den ned. 🙏🏼
Redskab til tankemylder
Nu har hun fået små kort med hjem, som hun kan have i lommen og bruge, når tankerne begynder at drille:
“I dag bliver en god dag.” ❤️
Vi talte også om alle de bekymringer, vi kan bruge så meget energi på, som aldrig bliver til noget.
Inden første skoledag var Fie for eksempel bange for, om hendes gode veninde overhovedet ville komme.
Det gjorde hun selvfølgelig.
Så den bekymring havde Fie brugt en masse energi på helt uden grund. Det kunne vi heldigvis grine lidt af bagefter.
Presset fra forældre
Og så kom mor til sidst til at sige:
“Nu skal vi jo også snart videre, så far ikke skal cykle med dig i skole…”
Nej ❤️
Ikke endnu.
For når et barn, der næsten ikke har været i skole i et halvt år, pludselig møder op hver eneste dag, så flytter vi ikke straks målstregen.
Så stopper vi op, og ser det kæmpestore skridt vores barn allerede har taget.
Og så giver vi tid til at lande.
Så længe Fie har brug for, at far cykler med, må far cykle med.
Målet er ikke, at Fie hurtigst muligt skal kunne det hele selv.
Målet er, at hun igen får lov til at være en glad 12-årig pige, der kan nyde sin skole, sine søde lærere og sin gode veninde – uden at bekymringerne får lov til at bestemme. ❤️
Et halvt år næsten uden skole.
Tre gange i SOS-forløb.
Nu i skole hver dag.
Det synes jeg, Fie har al mulig grund til at være stolt af. ❤️