Emma går i mit SOS-forløb, og umiddelbart var det underligt, for hun smilede og alt var godt. Men da jeg mødte Emma indeni, kom hendes tvangstanker og OCD frem, og så gav det mening, at Emma sad hos mig.
Hvis du mødte Emma i skolen, til ridning eller hjemme hos familien, ville du sandsynligvis tænke, at her var en pige, der havde det rigtig godt. Hun går i skole hver dag, laver sine lektier, har veninder med hjemme og passer sin fritidsaktivitet. Hun er sød, smilende, velopdragen og pligtopfyldende. Hun er kort sagt sådan en pige, som vi voksne ofte beskriver som velfungerende.
Men det er kun den del af Emma, man kan se udefra. Den del som hun giver andre lov til at se. Selv hendes forældre ser kun den velfungerende pige. Indeni foregår der noget helt andet. Her kæmper hun med uro, tvangstanker, OCD og tvangshandlinger. Og hun bruger enorme kræfter på at holde det hele under kontrol, så ingen opdager, hvor svært hun faktisk har det. Eller at hun ikke er god nok!
Det er slet ikke første gang, jeg møder en pige med tvangstanker og OCD i klinikken. Og det er netop derfor, jeg synes, hendes historie er vigtig at fortælle. For indeni skriger de her piger på at blive opdaget.
Når en stol, der står forkert, kan skabe panik
Emma kan sidde midt i undervisningen og opdage, at en stol står forkert. For de fleste af os er det fuldstændig ligegyldigt. For Emma er det ikke ligegyldigt. Hendes hjerne fortæller hende, at stolen skal stå rigtigt, og hvis hun ikke får lov til at rette den, begynder uroen i kroppen at vokse.
Men Emma rejser sig ikke. Hun ved jo godt, at man ikke bare rejser sig midt i undervisningen for at flytte en stol. Hun er vant til at gøre, hvad der bliver sagt, og hun vil gerne gøre det rigtige. Hun har brug for at gøre det rigtige. Derfor bliver hun siddende på sin plads, mens kroppen bliver mere og mere urolig.
Læreren ser en pige, der sidder stille og følger undervisningen. Ingen kan se den kamp, der samtidig foregår inde i hende.
Det kan også være en bog, der ligger forkert på et bord, eller andre ting, hun går forbi, som ikke står, som hendes hjerne fortæller hende, at de skal. Hun føler sig nødt til at rette dem. Hvis hun forsøger at lade være, kommer uroen, og nogle gange opleves den som panik.
Det er sådan tvangstanker, OCD og tvangshandlinger kan komme til at fylde utrolig meget i et barns liv, uden at omgivelserne nødvendigvis opdager det.
Når det velfungerende barn slet ikke har det godt
Vi er ofte gode til at reagere på de børn, der viser os tydeligt, at noget er galt. Barnet, der ikke vil i skole, barnet, der bliver vredt. Barnet, der løber ud af klassen, eller barnet, der pludselig ikke længere kan være sammen med de andre.
Men hvad med barnet, der fortsætter?
Pigen, der stadig går i skole hver morgen, stadig laver sine lektier. Stadig har veninder og stadig smiler, når man spørger hende, hvordan hun har det?
Her synes jeg, vi skal være meget forsigtige med sætningen: Hun fungerer jo fint.
For at fungere og at trives er ikke nødvendigvis det samme.
Et barn kan godt passe sin skole og samtidig bruge enorme kræfter på bare at komme igennem dagen. Et barn kan godt have venner og samtidig være fyldt med angst og uro. Og et barn kan godt smile og være høfligt, samtidig med at der foregår en voldsom kamp indeni.
Når alle følelserne kommer ud derhjemme
Emma holder sammen på sig selv, når hun er ude. Hun gør det, hun skal, og hun viser ikke ret meget af det, der foregår inde i hende. Men når hun kommer hjem, kan hun ikke altid holde sammen på det længere.
Så kan hun gå op på sit værelse, lukke døren og skrige ind i en pude. Hun kan græde, blive frustreret og skælde sig selv ud. Alt det, hun har holdt inde i løbet af dagen, skal et sted hen. Læg mærke til, at hun klarer sine følelser selv. Andre – ikke engang sine forældre – vil hun vise sine frustrationer. At være korrekt og ordentlig er blevet en lang kamp for hende. Hun har kun sig selv.
Det er også noget, jeg ofte møder hos børn og familier. Forældrene kan stå med et barn, der reagerer voldsomt hjemme, mens skolen fortæller, at de slet ikke genkender det. I skolen oplever de måske en sød og pligtopfyldende pige, som gør det, hun bliver bedt om.
Begge beskrivelser kan sagtens være rigtige.
Barnet kan ganske enkelt have brugt så mange kræfter på at holde sammen på sig selv ude, at der ikke er mere tilbage, når hun kommer hjem til det sted, hvor hun føler sig tryggest.
Tvangstanker og OCD hos piger kan være svære at få øje på
Når vi taler om OCD hos børn, er det vigtigt at forstå, at det ikke altid ser voldsomt ud udefra. De fleste børn fortæller heller ikke om deres tvangstanker og OCD. De synes tankerne kan føles mærkelige, pinlige eller forkerte. Andre har levet med dem så længe, at de næsten tror, alle andre har det på samme måde. At det er blevet almindeligt, at man skal kæmpe for at overleve – for at være korrekt.
Hos nogle piger bliver det samtidig blandet sammen med en meget stor pligtopfyldenhed og et ønske om at gøre tingene rigtigt. De bliver gode til at tilpasse sig, og netop derfor kan deres mistrivsel være svær at opdage.
Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver pige, der er perfektionistisk eller godt kan lide orden, har OCD og tvangstanker. Men når tvangshandlinger begynder at skabe stærk uro. Når barnet føler sig nødt til at udføre bestemte handlinger for at få ro. Eller når tankerne begynder at bestemme over barnets hverdag, skal vi tage det meget alvorligt. Vi skal søge hjælp med det samme. Her går det ikke at vente på at systemet får tid.
Når kontrollen langsomt kommer til at styre
Noget af det, der fylder hos Emma, er kontrollen. Ting skal være på bestemte måder, og hun har samtidig meget høje krav til sig selv. Hun vil gerne gøre det rigtige og være den pige, hun oplever, at omgivelserne forventer.
Men et barn skal også have plads til at være vred, besværlig, ked af det, frustreret, højlydt og uenig. Et barn skal have lov til at lave fejl og opleve, at verden ikke falder sammen af den grund.
Derfor handler hjælpen til et barn som Emma ikke kun om de enkelte tvangshandlinger. Vi skal også være nysgerrige på hele det liv, barnet lever. Hvor meget plads er der til selv at bestemme? Hvor høje er kravene? Hvor meget forsøger barnet selv at kontrollere? Og har barnet et sted, hvor alle følelserne er velkomne – også dem, der ikke er pæne og veltilpassede?
For jo mere et barn oplever, at det skal have styr på sig selv og verden omkring sig. Desto hårdere kan livet blive, når verden ikke lader sig styre.
De piger, vi voksne elsker at have med at gøre
Der er en særlig gruppe børn, som jeg synes, vi skal være bedre til at være nysgerrige på. Det er de pligtopfyldende børn. De søde piger, der aldrig laver ballade. Dem, der hurtigt finder ud af, hvad de voksne forventer, og gør præcis det.
Vi voksne kan rigtig godt lide dem, fordi de er nemme at have med at gøre.
Men netop derfor risikerer vi også at overse dem.
For hvis et barn har lært, at det vigtigste er at gøre det rigtige, kan barnet blive utrolig dygtigt til også at skjule det, der ikke føles rigtigt. Uroen, vreden, angsten, tvangstankerne og følelsen af ikke at kunne holde ud at være i sin egen krop bliver gemt væk bag det barn, vi ser.
Og så opdager vi det måske først, når barnet ikke længere kan holde sammen på det.
Hvis du mærker, at der er noget, så kig en ekstra gang
Heldigvis kommer mange forældre hos mig, fordi de kan mærke, at noget ikke stemmer, selvom barnet på papiret fungerer fint. Ofte kan de næsten ikke forklare, hvad det er. Der er bare noget, som ikke stemmer. Skolen er ikke bekymret. Barnet passer sine ting. Der er venner og fritidsinteresser. Alligevel kan mor eller far mærke, at deres barn ikke har den ro indeni, som omgivelserne tror.
Den fornemmelse synes jeg, vi skal tage alvorligt. Jeg synes, det er så mega sejt, når forældre “tør” gå med mavefornemmelsen, og de selv søger den hjælp, der skal til.
Spørg ikke kun, om skoledagen har været god. Spørg også, om der var noget, der var svært indeni. Spørg, om der er tanker, som bliver ved med at komme tilbage. Om barnet nogle gange føler, at det er nødt til at gøre bestemte ting for at få ro. Og spørg, hvad der sker i kroppen, hvis barnet prøver at lade være.
Når tvangstanker, OCD, tvangshandlinger eller angst fylder meget, giver stærk uro eller begynder at begrænse barnets hverdag, er det vigtigt at søge relevant faglig hjælp.
Men det første skridt er, at vi får øje på barnet.
Der kan være meget stor forskel på det barn, vi ser, og det liv barnet lever indeni
Det er det vigtigste, jeg gerne vil fortælle med Emmas historie.
Vi skal ikke kun kigge efter mistrivsel hos de børn, der råber højt om den. Vi skal også turde kigge bag facaden hos det barn, der gør alt det rigtige.
For nogle børn bliver ikke mere besværlige, når de får det svært. De bliver mere tilpassede. Mere pligtopfyldende. Mere kontrollerede. De gør sig endnu mere umage for at leve op til det, de tror, vi forventer af dem.
Og imens kan der foregå en krig indeni, som ingen andre kan se.
Så hvis du mærker, at der er noget med dit barn, selvom alle omkring dig siger, at hun fungerer så fint, så kig en ekstra gang.
Nogle gange fortæller det, vi kan se udefra, kun en meget lille del af historien. ❤️
Emma går i mit SOS-forløb