Den 1. oktober fylder Stop & Smil fem år.
Når jeg ser tilbage på de fem år, kan jeg selvfølgelig se en virksomhed, der har udviklet sig. Jeg kan se hundredvis af børn og familier, der har været igennem min dør. Jeg kan se SOS-forløbet, som har udviklet sig år for år, nye uddannelser, nye metoder, foredrag og nu også en klinik i Køge.
Men når jeg mærker efter, er Stop & Smil først og fremmest historien om noget, jeg altid har vidst, jeg skulle: Jeg vil hjælpe børn, der har det svært.
Det har været den røde tråd gennem hele mit voksne liv. Først som mor. Senere som lærer, AKT-lærer, børne- og familierådgiver og traumeterapeut. Og de sidste fem år gennem min egen virksomhed.
Da der blev mindre plads til det, jeg allerhelst ville
Stop & Smil opstod egentlig, fordi der blev færre penge og færre ressourcer ude i folkeskolen. Jeg havde været lærer i mange år, og det, jeg allerhelst ville, var at have tid til de børn, der havde det svært. De børn, der ikke bare havde brug for at få forklaret matematikken én gang til, men som havde brug for en voksen, der havde tid til at stoppe op og finde ud af, hvad der egentlig var sket.
Men den tid blev der mindre og mindre af.
Derfor startede Stop & Smil som et lille fritidsfirma. Det første år arbejdede jeg stadig som lærer ved siden af, men stille og roligt kom der flere børn. Familier begyndte at fortælle andre familier om den hjælp, de havde fået, og på et tidspunkt kunne jeg se, at det her ikke længere behøvede at være noget, jeg lavede ved siden af mit lærerjob.
Jeg kunne faktisk leve af at lave præcis det, jeg allerhelst ville.
Så jeg sagde mit lærerjob op.
Min historie med børn begyndte længe før Stop & Smil
På mange måder begyndte historien om Stop & Smil længe før den 1. oktober 2021. Den begyndte også hjemme hos mig selv.
Tiden med mine egne børn i folkeskolen var bestemt ikke uden bump. Vi har haft nogle meget heftige af slagsen. Det værste var, da Kristian blev alvorligt syg og indlagt på Rigshospitalet i lang tid. En anden voldsom periode var, da vi måtte holde Trine hjemme fra hele 8. klasse.
Jeg ved derfor også som mor, hvad skolevægring gør ved en familie. Det er ikke bare et barn, der ikke kommer i skole. Det påvirker hele familien, hverdagen, søvnen, bekymringerne og følelsen af hele tiden at skulle finde den næste løsning. Man står som forælder midt i det og vil så gerne hjælpe sit barn, men ved ikke altid hvordan.
Jeg tror faktisk, at arbejdet med børnene også har healet noget i mig selv. Når et barn, der har været fyldt med uro, angst eller dårlige oplevelser, begynder at få ro igen, og når jeg kan se lettelsen hos mor og far, så bliver jeg oprigtigt glad. Det er ikke bare mit arbejde. Det betyder noget for mig helt ind i hjertet.
SOS-forløbet begyndte faktisk med Kristian
En del af det, der i dag er SOS-forløbet, begyndte allerede, da Kristian startede i skole.
Han var fuld af energi. Han ville lege, han havde svært ved at sidde stille, og han kravlede nærmest på væggene. Det gav ham en masse skældud, og det, skolen tilbød, hjalp ham ikke rigtigt.
Så jeg begyndte selv at lede.
Jeg fandt blandt andet pædagogisk kinesiologi, og Kristian fik hjælp af Annemarie Goldsmith, kvinden bag pædagogisk kinesiologi i Danmark. Noget af det virkede rigtig godt for ham, og derfor begyndte jeg selv at lære mere, så jeg kunne bruge det hjemme. Herfra kommer blandt andet arbejdet med hjernegymnastik, samspillet mellem hjerne og krop og nogle af de kropslige redskaber, som lige fra start har været en vigtig del af SOS-forløbet.
Senere uddannede jeg mig til traumeterapeut. Det gjorde jeg både for min egen skyld og for at blive endnu bedre til at hjælpe de børn, jeg mødte i skolen. Her fik jeg flere redskaber til arbejdet med angst, uro og oplevelser, der har sat sig i kroppen.
SOS-forløbet er derfor slet ikke noget, jeg en dag satte mig ned og opfandt. Det er vokset frem gennem mange år.
Ikke to børn er ens – derfor er SOS-forløbene heller ikke ens
Jeg har lært utrolig meget af de børn og familier, jeg har mødt gennem de sidste fem år. Og noget af det vigtigste er, at børn ikke passer ned i en bestemt kasse.
Jeg har aldrig haft to SOS-forløb, der var ens.
Der er selvfølgelig en grundstruktur og nogle redskaber, som går igen, men barnet og familien bestemmer, hvad vi skal arbejde med. Et barn kommer med skolevægring. Et andet med angst. Et tredje med lavt selvværd, uro, tvangstanker, søvnproblemer eller oplevelser fra skolen, der stadig sidder i kroppen.
Derfor udvikler SOS-forløbet sig også hele tiden. Jeg holder fast i det, jeg kan se virker, og når jeg møder noget nyt, som kan gøre en forskel for børnene, bliver jeg nysgerrig.
Det nyeste store lag er Human Design.
Human Design lærte mig, at vi ikke behøver at være ens
Jeg hørte første gang om Human Design i en podcast. Jo mere jeg lyttede, desto mere tænkte jeg: Det her skal jeg lære. Det skal være en del af SOS-forløbet.
Så jeg tog uddannelsen.
At lære mit eget Human Design at kende gjorde en stor forskel for mig personligt. Jeg begyndte at forstå sider af mig selv, som jeg tidligere havde tænkt var lidt forkerte eller anderledes. Pludselig kunne jeg se, at jeg ikke skulle laves om. Jeg skulle forstås.
Og præcis den oplevelse ser jeg hos forældre.
Forældre kan komme til mig med en oplevelse af, at deres barn reagerer forkert, føler for meget, har for meget energi, har brug for for lang tid, trækker sig for meget eller simpelthen ikke fungerer, som omgivelserne forventer. Når vi ser på barnets Human Design, får vi et andet blik på barnet. Ikke som en fejl, der skal rettes, men som et unikt nyt menneske, vi skal lære at møde.
For mig er noget af det fineste, vi kan gøre som forældre, netop at møde vores barn som det menneske, barnet er.
Human Design har derfor løftet SOS-forløbet endnu et niveau og er i dag en fast del af mit arbejde med familierne. Familierne får bl.a. en Human Design rapport med hjem til evig brug.
Et SOS-forløb er meget mere end tre besøg hos mig
Mit mål med SOS-forløbet er meget klart. Et barn skal ikke gå og have det dårligt længere end nødvendigt. Familien skal kunne mærke, at noget begynder at flytte sig, og barnet skal hjælpes tilbage til sig selv. Allerede efter første gang skal familien opleve bedring.
Vi arbejder med det, der ligger og fylder. Barnet skal opleve at blive mødt præcis, som det er, få gamle oplevelser ud af kroppen, finde mere indre ro og stille og roligt stå stærkere i en hverdag, der indimellem kan være turbulent.
Men SOS-forløbet er ikke bare tre timer hos mig.
Bachs blomsterremedier er også blevet en del af mit arbejde. Den blanding, familien får med hjem til barnet, sammensættes individuelt ud fra det enkelte barn og det, barnet står i. Forældrene får samtidig et brev, hvor jeg beskriver, hvad jeg har valgt og hvorfor.
De får også viden om deres barns Human Design, så de får noget meget konkret med hjem, de kan bruge til at forstå og støtte deres barn i hverdagen.
Og hvis familien samtidig står med en vanskelig situation omkring skole eller kommune, stopper mit arbejde ikke ved døren til klinikken. For nogle familier handler hjælpen også om at få skabt en bedre kontakt og en større fælles forståelse omkring barnet.
Når et barn har det rigtig svært, påvirker det forældrene. Og når forældrene er pressede og bekymrede, mærker barnet det. Familien hænger sammen, og derfor arbejder jeg med familien omkring barnet. Typisk er det mor, som kommer med og deltager i SOS-forløbet.
Jeg måtte også selv lære noget undervejs
Min uddannelse til traumeterapeut lærte mig ikke kun at hjælpe andre. Den lærte mig noget meget vigtigt om mig selv.
Dengang arbejdede jeg nærmest døgnet rundt, og gjorde stort set aldrig noget for mig selv. Hvis nogen havde spurgt mig, hvad jeg egentlig godt kunne lide at lave, havde jeg haft svært ved at svare. Der var simpelthen ikke plads til det.
Sådan lever jeg ikke længere.
I dag gør jeg hver dag noget af det, jeg elsker. Jeg har lært, at hvis jeg skal skabe ro for et barn, skal jeg også kunne finde ro i mig selv. Hvis jeg skal være noget for de familier, der kommer til mig, er jeg nødt til også at passe på mig selv.
Det er ikke egoistisk. Tværtimod.
Når jeg har det godt, bliver jeg også bedre til mit arbejde.
Og fem år efter jeg startede Stop & Smil, kan jeg faktisk sige noget, jeg er meget taknemmelig for:
Jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har det i dag.
Jeg har ikke travlt – men jeg har mange idéer
Jeg er en kvinde med mange idéer, og en stor del af dem er efterhånden blevet ført ud i livet gennem Stop & Smil.
For nylig begyndte jeg at få lyst til at holde foredrag. Jeg ville gerne dele den viden, jeg har samlet gennem alle årene, med endnu flere voksne, så de igen kunne gå ud og gøre en forskel for børnene.
Fra jeg fik den tanke, til jeg stod og holdt mit første foredrag, gik der ikke ret lang tid.
Og sådan udvikler Stop & Smil sig ofte.
Jeg har ikke en stor femårsplan hængende på væggen. Jeg har ikke travlt med at nå et bestemt sted hen. Tingene kommer, når de skal, og når noget føles rigtigt, går jeg som regel med det.
Jeg bruger min energi på børnene, familierne, idéerne og det arbejde, jeg elsker. Regnskabet har jeg heldigvis mennesker til, der er langt bedre til end mig.
Fem år senere er kernen stadig den samme
Stop & Smil har udviklet sig utrolig meget på fem år. SOS-forløbet har udviklet sig. Jeg har udviklet mig. Min faglighed har udviklet sig. Nye metoder og nye muligheder er kommet til. Jeg er begyndt at holde foredrag, og Stop & Smil har nu også fået klinik i Køge.
Men det vigtigste har faktisk ikke ændret sig.
Jeg vil hjælpe børn.
Jeg vil hjælpe det barn, der har ondt i maven hver morgen. Barnet, der ikke længere kan komme ind ad døren til skolen. Barnet, der tror, der er noget galt med det. Barnet, der er fyldt med uro, angst eller gamle oplevelser. Og jeg vil hjælpe de forældre, der står ved siden af og gør alt, hvad de kan, men som efterhånden ikke ved, hvad de ellers skal gøre.
Det var drømmen, da jeg startede Stop & Smil.
Det er stadig drømmen fem år senere.
Og jeg kan faktisk ikke forestille mig, at jeg nogensinde holder op.
Jeg ser mig selv arbejde med børn, så længe jeg overhovedet kan. Hos mig er der ikke rigtig noget, der hedder pensionsalder, når det gælder Stop & Smil.
Når et barn får ro i kroppen igen, begynder at tro på sig selv og finder tilbage til glæden – og jeg ser en mor eller far få deres barn tilbage – så ved jeg præcis, hvorfor jeg gør det.
Tillykke til Stop & Smil med de første fem år. ❤️
Jeg glæder mig til at se, hvad de næste bringer.
