Jeg har 20 sting i min hånd, og i denne uge, hvor jeg er på Rhodos med Steffi, bliver jeg hver morgen trigget fra et tidligere traumatisk chok. Med morgenbakken igennem restauranten kigger jeg rundt og tjekker alt – foran mig og på gulvet. Tilbage til den 4. december 2021 oplevede jeg et traumatisk chok, under et besøg hos Espresso House i Malmø. Gitte og jeg var på julemarked – igen med Steffi og min niece. Jeg bar to kopper med varm kakao. Jeg snubler i en strik, som ligger på gulvet, og inden jeg ser mig om, er min højre hånd skåret op og det vælter ud med blod.
Malmø Sygehus var en oplevelse
Jeg tilbragte herefter det meste af dagen på Malmø Sygehus. Når jeg kigger tilbage, var det en ligeså voldsom oplevelse for mig. Os danskere synes måske, at vores egne danske sygehuse har en masse fejl. Jeg vil dog bare sige, at intet slår Malmø Sygehus. Det var ganske forfærdeligt, og jeg var alene, for det var corona tid, og ingen måtte komme med mig.
I 2½ år er jeg blevet trigget fra det traumatisk chok
For det er jo ikke kun i denne uge på Rhodos. Her er det bare massivt, fordi jeg går med denne her bakke hver morgen, og restauranten er proppet med mennesker.
Det første lange stykke tid efter 4. december 2021 var jeg ikke på cafe. Og jeg er ellers en, som elsker at hænge ud på cafeer. Det har selvfølgelig været godt for min pengepung, men ingen mennesker kan undgå at blive trigget fra et traumatisk chok, som ligger godt og grundigt i kroppen. Din krop har alle dine oplevelser med, og så længe vi ikke bearbejder dem, bliver de i kroppen, og bliver til triggere.
Min proces er en langvarig en
Jeg er igang med at få forløst mit traumatiske chok, og jeg bliver sjældnere og sjældnere trigget. Det er dog en langvarig proces for mig, for jeg er rigtig god til overspringshandlinger, når det gælder mig selv. Jeg kan være nok så hellig med alle andre, men trække mig, når det gælder mig selv. Måske er jeg ikke vigtig nok? Måske er alle andre vigtigere? Måske er jeg bare en kylling?
I hverfald har jeg nu alligevel været en del på cafe. Jeg kan jo ikke lade være. ALTID når jeg går ind af døren på en cafe, skimmer jeg hele gulvet, og tjekker ud hvor mange mennesker, der er. Det er klaret på 5 sekunder. Hvis der er for mange mennesker, går jeg igen. Hvis cafeen virker rodet, går jeg igen. Hvis alt ser ordentlig ud, går jeg ind. Hvis jeg er sammen med en af mine børn eller Michael, bærer de altid bakken for mig. (Det er vist også en overspringshandling) Hvis jeg er alene, eller med venner, bærer jeg kopper og tallerkener en af gangen, så jeg altid har en hånd fri.
Det sidste års tid er jeg kommet igang. Jeg har fået lavet traumeterapi på mig selv. Det virker okay. De sidste mange måneder er jeg gået i gang med kinesiologi. Og det oplever jeg, virker på mig. Det traumatisk chok har i den grad siddet i min krop, og det kan hun arbejde med, så jeg oplever nu at blive mindre trigget. De smerter og den uro, som min krop har summet af de sidste år, er igang med at blive forløst.
I min egen selvbehandling bruger jeg EFT, som også er det, jeg bruger på børnene, og i den grad virker fantastisk på dem.
Mødet med forsikringsverdenen
Min hånd skulle selvfølgelig have en erstatning. Espresso House bruger et forsikringsselskab, og dem har jeg så (eller rettere Michael) kæmpet med i 2 år. Trods min hånd har nedsat funktionsevne, konstateret af min egen læge, og en håndkirurg i Malmø, har det været en kamp. En modbydelig tone og nedladende ord har jeg oplevet fra forsikringsagenterne. Hele tiden skulle de se nye beviser osv.
I min verden går jeg meget op i at se og vælge alle de gode og positive ting til. Jeg gider ikke gå og være sur og i dårlig humør. Jeg har så meget at glæde mig over, og det skal fylde hos mig. Når man så oplever et forsikringsselskab, som er urimelige, trods en ødelagt hånd, kan det være svært at opretholde sit glade sind.
Det blev til en beslutning om at tage en skandinavisk advokat, som arbejder på tværs af Danmark og Sverige. Hun kæmpede også et stykke tid med dem, men ligemeget hjalp det. Hun tabte og opfordrede os herefter til at gå rettens vej. Vi havde bare aftalt, at lykkedes det ikke for hende heller, så skulle det være slut.
I to år har jeg – stort set hver morgen – vågnet med at tænke på hele det her cirkus med Espresso House og forsikringsselskabet. Jeg er startet hver morgen med at blive ked af det. Blive træt og sur over den urimelighed. Og det skulle være slut, for det er slet ikke smart at vågne sådan op. Jeg ved det, for jeg har været der.
At blive trigget efter et traumatisk chok
Oplever jeg heldigvis kun, når jeg er på cafe, eller når jeg er ude at rejse. Og så må jeg også sige, at jeg – skørt nok – takker chokket… For lige præcis denne her oplevelse, var den sidste i rækken af nogle mindre farlige oplevelser, som gjorde, at jeg tog springet ud af folkeskolen. Det fik mig til at forstå, at jeg ikke kunne mere. Sygemeldingen efter uheldet var nemlig tiltrængt, for jeg var så brugt. Og det at sidde i min grønne lænestol, og ingenting kunne, fik mig til at reflektere over alle de her hændelser.
Min ødelagte hånd har medført noget godt. Jeg er blevet selvstændig med at lave lige præcis det, jeg har ønsket i mange år, og som har været en drøm. Ærgerligt er det selvfølgelig, at jeg ikke kunne tage beslutningen før. Det kunne jeg ikke, og det er totalt mit eget ansvar.
Alt er blevet bedre i resten af mit liv. Jeg er utrolig taknemmelig over alle de børn, som jeg hver dag hjælper ud af deres problemer. Adskillige familier som får deres hverdag tilbage. Så meget positivt og taknemmelighed har jeg i mit liv. Både fra mit arbejde og privat.
Og så har jeg min hånd, som jeg hver dag træner med. Nogle af fingerene skal “knækkes” på plads hver morgen. Arrene skal masseres. Og hånden skal krammes hver dag – mange gange. Og sådan er det. Nogle aftener er min hånd hårdt ramt, og så skal den pakkes godt ind. Lidt ligesom efterår og vinter. Her vil du altid se min højre hånd pakket ind i en vante. Det er min lærestreg for ikke at handle, når jeg skal. Det husker jeg idag, hvor jeg handler konstant, og ikke går på kompromis med min krops symptomer.