Når systemet spænder ben: En fortælling om Nilas – og mange andre børn
Nilas er fem år.
Han er følsom, stærk og nysgerrig.
Han har været igennem mere end de fleste børn på sin alder.
Magtanvendelser i børnehaven. Drillerier. Voksne, der blev vrede, når han blev bange.
Men han har også været i et forløb hos mig, hvor han lærte at søge hjælp i stedet for at eksplodere. Hvor han begyndte at få ro i kroppen.
Herefter begyndte han at stole på voksne igen. Han begyndte at blomstre. Og nu er han blevet offer for systemet, som spænder ben for ham.
Hans mor fandt en friskole, hvor hun håbede, han kunne starte i 0. klasse.
Men dagen før skolestart fik hun beskeden:
“Vi kan desværre ikke tage imod ham. Der ligger en PPR-udtalelse på ham – og vi har ikke mulighed for at støtte børn, som måske har / får brug for støtte.”
Udtalelsen var lavet før hans forandring.
Før han begyndte at trives.
Men den er nu blevet stående som et stempel.
Og her står Nilas’ mor alene med en dreng, der glædede sig til sin nye skole – men som nu skal have at vide, at han ikke må komme, fordi hans navn står i et system, som ikke har opdateret sin fortælling.
Et system under pres
Nilas’ historie er desværre ikke enestående.
Mange børn og deres familier oplever, at systemet, der skulle støtte dem, i stedet spænder ben.
Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) oplever 92 % af PPR-ledere, at behovet for individuelle udredninger er steget markant de seneste år.
Dette pres betyder, at PPR ofte må bruge mere tid på enkeltelever, hvilket levner mindre tid til at hjælpe lærere og pædagoger med at skabe inkluderende læringsmiljøer .
Samtidig viser en vilkårsundersøgelse fra BUPL, at mange børn venter måneds- eller årevis på at blive udredt af PPR.
Disse lange ventetider presser både børn og pædagoger i bund, og kan føre til stigende mistrivsel i børnegruppen. For så længe barnet venter, er der ingen hjælp.
Når hjælpen bliver en hæmsko
Det er vigtigt at huske, at en PPR-udtalelse er ment som en hjælp.
Men når den bruges som et stempel, der lukker døre i stedet for at åbne dem, bliver den en hæmsko.
Når skoler afviser børn baseret på gamle udtalelser, uden at tage højde for barnets aktuelle udvikling, svigter vi dem.
- Men hvad hvis vi begyndte at spørge:
📌 Hvem er barnet i dag – ikke hvad blev der skrevet om ham i går?
📌 Hvad har han brug for – ikke hvad er der plads til i systemet?
📌 Hvordan kan vi støtte mor – ikke vurdere hende?
En opfordring til forandring
Nilas’ historie er en påmindelse om, at vi skal se bag adfærden og møde børn med tillid og respekt.
At vi skal lytte til forældre, der kender deres børn bedst.
At vi skal skabe et system, der er fleksibelt og menneskeligt – ikke rigidt og bureaukratisk.
Jeg møder mange mødre som Nilas’ mor.
Mødre der rækker ud i god tro.
Mødre der får lavet en PPR for at få hjælp – men ender med at stå med et stempel.
Mødre der bliver fanget i mellem regler, ventelister og ressourcer, og som skal “rette ind” i stedet for at blive hørt.
Der findes en anden vej.
En blidere vej.
En vej, hvor børn får lov at være børn, og forældre ikke står alene.
Hvis du er en mor, der kender det her alt for godt – så ved du, at du ikke er alene.