Derfor blev jeg selvstændig
I 17 år var jeg folkeskolelærer. Jeg elskede børnene, og jeg brændte for at gøre en forskel. Jeg var engageret, passioneret og ærlig – nogle gange lidt for ærlig i andres øjne. For jeg sagde det højt, når noget ikke føltes rigtigt. Jeg talte børnenes sag, selv når det betød, at jeg stod alene. Som selvstændig er jeg faktisk mindre alene, end da jeg var lærer.
I et dårligt arbejdsmiljø
Satte jeg flere gange ord på ting, som mange af mine kollegaer egentlig var enige i, men som ingen turde sige højt. Og det fik konsekvenser. På min sidste skole – en folkeskole i Næstved Kommune – blev jeg igen og igen kaldt ind på kontoret. Jeg fik at vide, at jeg skulle tie stille. At mine kollegaer var trætte af mig, men jeg fik aldrig at vide, hvem “de” var. Jeg fik mundkurv på. Det var helt tydeligt, men det stoppede mig ikke. Dog begyndte det at give mig tydelige symptomer på stress. Når jeg kørte afsted om morgenen, kunne jeg dårligt trække vejret. De fleste dage gik jeg på listefødder, fordi jeg aldrig vidste, hvornår jeg blev hentet ind på kontoret.
Til sidst blev der indkaldt til et møde med skoleleder, en repræsentant fra kommunen og min TR. Dvs det var ikke helt min TR. Det var TR på den anden afdeling. “Min” TR var nemlig skoleleders højre hånd, og højst ubrugelig, og hende ville jeg ikke have med til mødet.
Jeg kunne mærke, at det her møde var arrangeret for at få mig ud. Jeg måtte ikke længere kommunikere med forældre eller andre uden først at få det godkendt. Jeg måtte ikke længere være den lærer, jeg var. Jeg har faktisk aldrig nogen sinde før oplevet lignende. Det var utroligt ubehageligt, og meget nedværdigende. TR forsøgte at fortælle ledelsen, at det her var helt urimelig. Jeg passede bare mit arbejde. Men der var sat en agenda.
Afslutningen på lærerlivet
Og det blev dråben. Jeg gik ud fra det møde – og kom aldrig tilbage. Og det var selvom jeg var klasselærer i en 6.klasse, som jeg elskede. De var mit et og alt. Jeg havde haft dem fra 1.klasse, og jeg havde brugt tid og kræfter på at forme dem og lære dem alt hvad der stod i min magt. Jeg kunne ikke sige farvel til børnene. Jeg kunne ikke skrive til forældrene. Det var ubehageligt at få lukket munden, pga at jeg var lærer og underordnet systemet.
Tre dage senere fik jeg et nyt job på en privatskole. Og kort tid efter tog jeg det skridt, der skulle ændre mit liv: Jeg blev selvstændig.
Livet som selvstændig
I dag er jeg fri. Fri til at arbejde med det, jeg brænder for. Fri til at sige min mening. Fri til at tage børn og forældre alvorligt – uden at skulle spørge om lov først. Som selvstændig står jeg uden nogen over mig. Jeg bestemmer selv.
Det var ikke en nem vej. Men det var den rigtige. Og når jeg i dag skriver samfundsaktuelle blogindlæg og opslag, så er det med afsæt i alt det, jeg har oplevet. Og det jeg nu oplever sammen med forældre og børn, som er fanget i et nedgørende system, som holder dem i mistrivsel.
Jeg skriver ikke for at provokere – jeg skriver, fordi jeg ved, hvordan det føles, når man ikke bliver hørt. Når man ser børn blive klemt i et system, som burde støtte dem. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
Min stemme er ikke længere underlagt tavshedspligt. Den er min – og den bruger jeg for børnenes skyld. For børn har ret til en der handler ud fra dem.