Kommunerne skal spare. Og når der skal findes mange millioner på budgetterne, kommer skolerne igen i spil. Der har været mange skolelukninger igennem tiderne, men sjældent hører vi om konsekvenserne for børnene.
Lige nu tales der blandt andet om at lukke Terslev Skole i Faxe Kommune og Alkestrupskolen i Køge Kommune. To små landsbyskoler, som på hver deres måde er blevet en del af det store kommunale regnestykke. Jeg kender dem, for de er i spil for de børn i klinikken, som ikke trives på store skoler.
Jeg forstår godt, at kommunerne er nødt til at se på økonomien. Og selvfølgelig skal vi kunne stille spørgsmålet, om det giver mening at drive en skole med meget små klasser. Men jeg synes, vi mangler et andet og mindst lige så vigtigt spørgsmål:
Hvad koster det børnene, når de bliver ramt af skolelukninger?
To små skoler – men to meget forskellige skoler
Terslev Skole har omkring 60 elever fordelt på 0.–6. klasse. Nogle af årgangene er meget små med under 10 børn. Når man ser på de tal, kan jeg sagtens forstå, at nogen spørger, om det økonomisk giver mening at opretholde skolen.
Alkestrupskolen i Køge er også en lille skole fra 0.–6. klasse, men her er elevgrundlaget betydeligt større med omkring 120 børn.
Allerede her bliver det tydeligt, at vi skal passe på med bare at putte alle de små skoler ned i den samme kasse. For hvad er egentlig en for lille skole? Og skal økonomien være det eneste, der afgør om skolelukninger er det rigtige?
Ikke alle børn trives i en stor skole
Jeg har selv været lærer i folkeskolen i 17 år. I dag sidder jeg på den anden side og møder børn og familier, når skolelivet er blevet svært. Også der hvor skolelukninger stresser børn og familier.
Og hvis der er én ting, jeg har lært gennem alle de år, så er det, at børn er forskellige. Selv indenfor mine egne fire børn måtte jeg søge en lille skole for min ældste og yngste.
Nogle børn stortrives på en stor skole. De elsker de mange muligheder, de mange mennesker og det store fællesskab. Sådan var min søn.
Andre gør ikke.
For nogle børn er det helt afgørende, at verden omkring dem er overskuelig. At der ikke er flere hundrede børn på gangene. At de voksne kender dem. At der er ro, genkendelighed og nære relationer. At skolegården ikke føles som et hav af mennesker, de skal navigere i hver eneste dag.
Det er ikke børn, der bare skal lære at tage sig sammen eller vænne sig til en større skole.
Det er børn, der fortæller os noget om, hvilke omgivelser de fungerer bedst i. Kloge børn som vi kunne lære en masse af, hvis vi ville lytte til dem.
Når vi ændrer omgivelserne, ændrer vi også barnets muligheder
Jeg skriver og taler meget om, at vi skal blive bedre til at kigge på omgivelserne omkring et barn, når et barn ikke trives.
Sjældent er det barnet, vi skal forsøge at ændre, men i stedet omgivelserne, som barnet står i.
Derfor synes jeg også, der er noget paradoksalt i, at vi på den ene side taler så meget om stigende mistrivsel, skolefravær og børn, der ikke kan holde til skolen – samtidig med at vi på den anden side risikerer at fjerne nogle af de mindre og mere overskuelige skolemiljøer.
For der findes mange børn, som netop profiterer af dem.
Hvad sparer vi egentlig?
Når en kommune overvejer at lukke en skole, kan man regne på bygninger, personale, varme, rengøring og drift.
Det kan sættes ind i et regneark.
Men hvad sker der bagefter?
Hvor skal børnene hen? Er der plads på de skoler, der skal modtage dem? Bliver klasserne større? Hvor langt skal børnene transporteres? Og hvad med de børn, som havde det godt netop fordi deres skole var lille?
Hvis bare nogle af dem efter en skoleflytning begynder at mistrives, får stigende fravær eller får brug for ekstra støtte, hvad koster det så?
Og hvis et barn ender med slet ikke at kunne være i den almindelige skole længere, bliver regnestykket pludselig et helt andet. Så skal vi tage en forælder med i ligningen, for der er en som oftest mister sit arbejde.
Så har vi måske ikke fjernet en udgift.
Vi har bare flyttet den.
Det handler ikke om at bevare enhver lille skole
Jeg mener ikke, at alle små skoler skal holdes åbne for enhver pris.
Terslev Skole viser meget godt, hvorfor diskussionen ikke er enkel. Omkring 60 børn fordelt på syv klassetrin er ikke mange, og selvfølgelig skal en kommune kunne stille spørgsmål ved økonomien.
Men det er netop derfor, jeg efterlyser det samlede regnestykke.
Ikke kun hvad skolen koster næste år.
Men også hvad der sker med børnene, lokalområdet og de skoler, der skal tage imod eleverne.
Og især hvad vi gør med de børn, som har brug for noget andet end den store skole.
Børn skal også med i regnestykket
Vi taler meget om børns mistrivsel i Danmark.
Vi taler om skolevægring. Om stressede børn. Om børn, der har ondt i maven om morgenen. Om børn, der ikke længere kan komme gennem døren til deres klasseværelse.
Samtidig står kommunerne med en økonomisk virkelighed, som selvfølgelig ikke kan ignoreres.
Men måske er det netop nu, vi skal passe på med kun at tænke kortsigtet.
For en skole kan godt være dyr at drive.
Men et barn i alvorlig mistrivsel kan også blive dyrt – både menneskeligt for en hel familie og økonomisk.
Derfor håber jeg, at politikerne, når de sidder med deres sparekataloger og kigger på de små skoler, ikke kun spørger:
Hvad koster det at beholde skolen?
Men også:
Hvad kan det komme til at koste børnene – og samfundet – hvis vi lukker den?
I mit SOS-forløb redder jeg også nogle af alle de børn, som bliver kastet rundt.
