Når en svær skolestart bliver en kamp – Sofies historie
Nogle børn er slet ikke klar til skolens struktur, krav og rammer – og nogle forældre står alt for alene med ansvaret. Det gælder blandt andet Sofie og hendes mor. En svær skolestart udvikler sig til mistillid, og så er der ingen udvikling – her startede vi ud med dagens forældrerådgivning.
Sofie er 6 år og begyndte i 0. klasse efter sommerferien. I starten gik det nogenlunde, men siden jul har hun ikke været i skole. I dag er det kun muligt, hvis hendes mor er med – og selv da kan Sofie maksimalt være der til klokken 9.30, før hun må hjem. Hendes nervesystem kan ikke holde til mere.
Hjemme er Sofie tryg. Her snakker hun, leger, smiler og er nysgerrig. Hun elsker nærheden med sin mor og skal helst være tæt på hende hele tiden. Men så snart de nærmer sig skolens dør, forsvinder den livlige pige. Hun lukker ned, holder vejret, holder på sig selv – og holder ud. Hun forsøger at gøre alt rigtigt og tilpasse sig, men det koster.
Skolen ser ikke det, der sker indeni.
Lærerne fortæller, at Sofie fungerer fint. “Vi ser ingen problemer,” siger de. Men det er, fordi Sofie skjuler det hele – og fordi ingen spørger, hvordan hun har det, når hun kommer hjem. Og når hendes mor forsøger at forklare skolen det, bliver hun mødt med skepsis: Hvorfor har du så meldt hende i en almindelig folkeskole?
Mor oplever, at skolen peger fingre.
Mor er slidt og sygemeldt. Hun har kæmpet for at holde familien oppe, siden pigernes far blev ramt af depression og nervenedbrud for tre år siden. De blev skilt, og siden har hun stået alene med ansvaret. Begge piger er blevet tryghedssøgende, især Sofie. Storesøsteren i 3. klasse klarer sig bedre, men er også sensitiv overfor larm og lugt og har det svært i sociale sammenhænge.
Mor føler, hun bliver fremstillet som en forhindring – som om det er hendes skyld, at Sofie ikke kan være i skole. Men hun er ikke problemet. Hun er den trygge base. Den eneste, Sofie tør vise hele sit indre landskab. Skolen vil nu ikke længere lade hende følge Sofie ind – og hvis pigen græder ved afleveringen, skal mor tage hende med hjem igen.
Ingen ser, at Sofie er overbelastet.
Sofie har blandt andet en meget følsom lugtesans og nægter at spise, hvis madpakkerne lugter. Hvis mor nævner det for læreren, bliver det slået hen: Det finder vi ud af. Men der sker ingenting – og Sofie tør ikke selv sige noget. Hun har brug for, at hendes mor siger det højt og tydeligt, mens læreren ser hende i øjnene og lover at tage hensyn.
Det er netop her SOS-forløbet begynder.
Jeg mødtes med mor til en samtale, og hendes desperation var tydelig. Hun ønsker hjælp, sparring og en håndsrækning – ikke flere pegefingre. Hun vil så gerne have, at Sofie trives og kommer i skole igen. Hun ønsker også selv at vende tilbage til arbejdslivet, men er udmattet efter tre år uden fast fodfæste.
I min forældrerådgivning – her om en svær skolestart – får både mor og børnene støtte
Sofie starter nu i et SOS-forløb, hvor vi arbejder nænsomt og respektfuldt med hele familiens nervesystem. Her ser jeg barnet bag adfærden, og her anerkender jeg den forælder, der har båret sit barn gennem en svær tid. Det er en proces, men det er en proces med håb og redskaber – og med øje for både barnet og den voksne, der står ved siden af. Og det virker.
Mor er ikke alene. Og det er Sofie heller ikke længere. Det skal i gang med mit SOS forløb, og fordi jeg har haft andre lignende historier – så ved jeg, at det virker. Mor og Sofie vil få det godt igen, og de vil få en hverdag i balance, hvor de begge kan komme afsted og være glade i det. Min forældrerådgivning – her om en svær skolestart – blev startet til håb og fortrøstning.