Når skilsmissen rammer – mor og far går fra hinanden – og børnene står i midten
“Skal børn skifte mellem mor og far i en 7/7-ordning?” Det spørgsmål bliver jeg ofte stillet, og mit svar er sjældent populært:
Jeg synes ikke, det er en god idé. Slet ikke for små børn. Skilsmissen er forældrenes valg, ikke børnene.
Der findes ingen perfekt løsning, når forældre går fra hinanden. Men der findes løsninger, der tager mere hensyn til barnet end andre. Desværre bliver samværsordninger alt for ofte lavet ud fra forældrenes behov og ikke barnets trivsel.
Børn i pendulfart – hvad siger forskningen?
Når man dykker ned i forskningen, er der faktisk ikke nogen entydig konklusion på, hvad der er bedst. Men noget tyder på, at stabilitet, forudsigelighed og tilknytning til en primær omsorgsperson er afgørende for små børns trivsel. En svensk undersøgelse fra 2017 (Bergström et al.) viste fx, at helt små børn (0-3 år) i deleordninger med lige meget tid hos begge forældre havde øget risiko for stress og utryghed sammenlignet med børn, der havde én base.
Alligevel ser vi i Danmark, at 7/7-ordningen bliver brugt nærmest som standard – også for helt små børn. Jeg mener, vi bliver nødt til at stoppe op og spørge os selv: Er det her egentlig det bedste for barnet – eller det mest retfærdige for de voksne?
Jeg kender det selv – alt for godt
Da jeg selv blev skilt, var mine piger kun fire år og syv uger gamle. Det var brutalt. Jeg røg selv i fælden med bitterhed, og jeg fortryder stadig den dag i dag, hvordan jeg talte om deres far i de første år.
For det eneste, jeg egentlig ville, var jo at gøre det godt for mine piger. Og alligevel endte jeg med at gøre det sværere. I dag er de voksne kvinder, og de er kommet godt igennem. De ser både deres far og mig, og vi mødes til fødselsdage. Men det har taget tid – og det har kostet.
Nu ser jeg det som mormor – og det gør stadig ondt
Min datter lever i dag alene med sine to drenge. Deres far… ja, han magter det ikke. Ikke engang hver anden weekend. Faktisk magter han dem slet ikke lige nu. Og hvordan forklarer man det til to små børn?
Hvordan siger man til sit barn, at far ikke orker at være sammen med dig i dag?
Det gør ondt helt ind i knoglerne. Det gør mig både vred og magtesløs. Og det gør mig endnu mere bevidst om, hvor meget vi voksne skal tage ansvar – ikke bare for samværet, men for det følelsesmæssige aftryk vi sætter.
Børn reagerer – men ofte kun der, hvor det er trygt
I mange hjem ser vi, at det er hos mor, barnet reagerer. Ikke fordi far nødvendigvis er dårlig – men fordi barnet har sit stærkeste følelsesmæssige bånd til mor. Det er ofte hos hende, barnet tør smelte ned, være vred, ked af det eller eksplodere.
Og det bliver så hurtigt misforstået. “Der er jo ingen problemer, når de er hos mig,” siger far.
“Så må det være dig, der gør noget galt.” Men det er netop fordi barnet føler sig tryg nok til at reagere hos mor, at det gør det.
Det har jeg både oplevet som mor, som mormor – og som børne- og familieterapeut.
Skal man så aldrig vælge 7/7?
Der findes familier, hvor det fungerer. Især hvis konfliktniveauet er lavt, og barnet er større og trygt ved begge forældre. Men det bør aldrig være en standardmodel. Børn er forskellige – og det skal deres samværsordning også være.
For mig handler det i sidste ende om én ting:
👉 At børn ikke skal tilpasse sig voksnes behov – det er de voksne, der skal tilpasse sig børnenes.
Og det kræver, at vi som forældre tør være ærlige. Tør tage ansvar. Tør sætte vores egne følelser lidt til side og se verden med barnets øjne.
Mit SOS forløb for børn, efter vi har hjulpet forældrene fri af bitterhed