Vi må ikke glemme børnene i pensionsdebatten
I disse dage diskuteres det heftigt, om pensionsalderen i Danmark skal hæves til 70 år. Folketinget har allerede førstebehandlet forslaget, og en andenbehandling er planlagt til i dag, den 20. maj 2025. Baggrunden er Velfærdsaftalen fra 2006, der automatisk hæver pensionsalderen i takt med den stigende levealder. Men midt i denne debat er der en vigtig gruppe, der næsten ikke nævnes: vores børn og børnebørn. Pensionsdebatten har fuldstændig glemt børnene.
Bedsteforældres rolle i børnefamilier
Mange børnefamilier er i dag dybt afhængige af bedsteforældre for at få hverdagen til at hænge sammen. Med kun to dages fri til børns sygdom er det ofte bedsteforældrene, der træder til og passer syge børnebørn.
Derfor foreslår Moderaterne nu at give bedsteforældre ret til “barnebarnssygedage” og mulighed for at overtage barsel – for at skabe mere fleksibilitet og støtte familierne bedre. Det er gode forslag. Men de virker lidt hule, når samme generation samtidig skal arbejde, til de er 70 år.
Jeg er selv i den heldige situation, at jeg som selvstændig kan tilpasse min arbejdstid. Hver torsdag har jeg mine børnebørn hos mig. Jeg træder til, når de er syge, eller når deres mor har brug for en ekstra hånd. Den tid sammen er guld værd – ikke kun for dem, men også for mig.
Samtidig vil jeg være ærlig: Selvom jeg elsker at være sammen med mine børnebørn og ser det som en af de vigtigste ting i mit liv – så er jeg også fuldstændig bombet efter sådan en dag. Og jeg er ikke engang fyldt 60 endnu. Man bliver bare trættere med alderen. Vi kan ikke forvente, at bedsteforældre både skal arbejde fuldtid og samtidig være backup for en presset børnefamilie.
Uretfærdige krav til nedslidte arbejdstagere
Det er vigtigt at huske, at ikke alle har mulighed for at blive på arbejdsmarkedet til de er 70. Især ufaglærte og kortuddannede, som ofte har haft fysisk krævende job, risikerer at være nedslidte længe før.
Fagforeninger som FOA advarer allerede mod at hæve pensionsalderen yderligere uden at tage hensyn til forskelle i arbejdsliv og helbred. Alligevel fortsætter politikerne med at skubbe grænsen opad. Det er ikke rimeligt – hverken overfor dem, det går ud over direkte, eller overfor deres familier.
Børnene betaler prisen
Når bedsteforældre tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet, mister børnene en vigtig støtte. Det tætte forhold mellem bedsteforældre og børnebørn er ikke kun hyggeligt – det har enorm betydning for børns trivsel, selvværd og tryghed.
Jeg kan selv huske min farmor. Hun var en stor del af min opvækst. Min colliehund og jeg gik næsten hver dag hjem til hende. Hun gik på pension som 60-årig og var frisk nok til at være der for mig. Hundekiks til hunden. Pandekager til mig.
Da jeg gik i gymnasiet, cyklede jeg forbi hende hver dag. Der sad hun klar med varme og nybagte pandekager og is. To pandekager spiste jeg, mens vi vendte dagen, før jeg cyklede videre. Det står som nogle af de allerbedste minder fra min barndom.
Hun var klar. Hun var nærværende. Hun havde overskud. Og hun var med til at give mig selvværd og tryghed. Det kan ikke måles i penge – men det har livslang værdi.
En opfordring til eftertanke
Det er på tide, at vi tænker mere helhedsorienteret. Pensionsdebatten handler ikke kun om økonomi og statistikker. Den handler også om liv – om familieliv, børns trivsel og sammenhængskraften i vores samfund.
Vi må ikke skabe et system, hvor både børnefamilier og bedsteforældre bliver presset så hårdt, at ingen har overskud – og hvor vores børn bliver taberne.
Så mens pensionsdebatten har glemt børnene, vil jeg gerne minde om dem. Børnefamilierne er max pressede i dag. Og når bedsteforældre konsekvent tages ud af ligningen, bliver det endnu sværere for dem at få hverdagen til at hænge sammen.
Lad os ikke glemme vores børn i jagten på økonomisk balance. For de bliver dem, der en dag skal tage vare på os.
Som bedsteforælder kan man også tage sit barnebarn med i SOS forløbet
