Hvorfor er det, at vores folkeskolelærere i Danmark står på mål for så mange tæsk hver dag? Åbenbart også fra mig, hvis min mands mening tæller med… Det har jeg gået og grublet lidt over, og derfor nu min holdning omkring vores folkeskolelærere – folkeskolelærere som hver eneste dag knokler alt det bedste de “orker” for alle vores børn.

På alle arbejdspladser er der mennesker, som brænder dybt for sit arbejde. Som er ildsjæle, og knokler døgnet rundt. Sådan er det også i folkeskolen. Jeg kender mange mange folkeskolelærere, som er ildsjæle. Som hver dag bringer en masse godt med sig. Som står op for børnene, uanset hvad alle andre siger og mener.

Og så kender jeg også nogle ganske få folkeskolelærere, som går på arbejde for at få løn – og ikke så meget andet. Som kommer og går, og derimellem sker der meget lidt. Og jeg kender også nogle få, som ikke gider børnene, og som meget hurtigt sætter børn i bås – mennesker, som har valgt det helt forkerte job. Men hør lige – de er på alle arbejdspladser, så selvfølgelig er de også på folkeskolerne. Dog er jeg helt sikker på, at de hører til en lille minoritets gruppe, for ellers ville vi slet ikke have en folkeskole. Det er udelukkende lærerne, som får det hele til at fungere og får hverdagen til at køre rundt. Som får folkeskolen til at fungere på trods af den forfærdelige folkeskolereform fra 2014, som stadig er en kæmpe hemsko for hele folkeskolen.

At være lærer

At være lærer, er en livsstil. Du lever med børnene hver dag. Du oplever livets op- og nedture sammen med dem. Alle facetter af livet kommer med ind i en klasse. En typisk skoleklasse viser et bredt udsnit af det danske samfund. Det giver 20-28 forskellige individer, som alle vil ses og høres på hver sin måde – af en lærer. Lille Liv vil have ro og afstand. Andreas vil røre sig, og være på hele tiden. Forsigtige Per vil gerne være nær sin lærer. Og Lotte er alle vegne, for hun har ADHD og er fyldt med uro i sin krop, og den skal altså ud på den ene eller anden måde. Og så er der også lige Thomas, hvis forældre lige er blevet skilt, og han er hele tiden ked af det, for ikke at glemme Trine, som lige har mistet sin mor til kræft… Jeg kunne blive ved… Og her står en typisk lærer. Og fra alles side forventes det, som noget af det mest naturlige i verden, at læreren klarer det hele.

At være lærer er ikke en uddannelse, som du kan tage. Enten overlever du i det, ellers også gør du ikke. På læreruddannelsen lærer du ikke nær det, som du rent faktisk skal bruge. Det er helt umuligt at forberede kommende folkeskolelærere på alt det, som en lærer kommer til at opleve.

Som lærer har du travlt. I undervisningen er du på 100%, og i børnenes frikvarterer skal læreren lige klare en gårdvagt, og måske også lige et møde med en leder, forældre eller andre folkeskolelærere. Der er masser, som der hele tiden skal holdes møder med. For ikke at tale om de evindelige eftermiddagsmøder, som en folkeskolelærere er tvunget til at deltage i, uanset hvor kedeligt det typisk er.

Folkeskolereformen

Hele den del af folkeskolen, hvor vi skal have fællesskab og være sammen og knytte os til hinanden på tværs af familier og økonomiske skel, er under opløsning. Det kan vi se, når flere og flere elever ikke har det godt og langt fra alle får gode relationer til kammerater.

I 90’erne var der tid. Tid til fordybelse og muligheder for at variere undervisningen. Det gjorde at eleverne oplevede, at skolen kommer tættere på dem. Selvfølgelig ikke for alle elever. Der var færre krav til folkeskolen fra politisk side, og dermed også en større tillid til, at folkeskolen kunne løse de forskellige udfordringer der kom.

I starten af 20’erne begynder politikerne at stille flere krav til folkeskolen. Friheden begyndte langsomt at forsvinde. Kravene blev flere og snævre. Lærernes og skolernes råderum blev formindsket. Alle skoleelever skal nu testes løbende. I 2006 indfører man elevplaner, så lærerne skal nu evaluere, hvordan det går med elevernes færdigheder, og skal kunne vise det overfor forældrene. I 2010 får vi de obligatoriske nationale test. Der begynder at komme flere krav og mål til folkeskolen. Også redskaber til at sammenligne skoler i Danmark.

Skolelærere der drukner i “vanvittige” krav

Og i hele denne her proces med folkeskolereformen, og en masse nye krav og forventninger, kommer der ikke en krone mere til at lave skole for. Samtidig lider tilliden til lærerne et kæmpe knæk. De bliver sat på plads, og skal bare makke ret. Og sådan er det vel egentlig stadigvæk i dag. Og ligeså ude i samfundet. Lærerne er nogen, som vi bare kan sende alt vores vrede imod. Når noget går galt, jamen så må det være lærerens fejl – og det er langt fra sådan det er. Lærerne knokler for børnene, og samtidig står de på øretævernes holdeplads. Jeg kan – om nogen – godt forstå hvorfor så mange lærere i Danmark vælger andre fag til.

Læs mere her om folkeskolereformen, som virkelig satte skub på mistrivsel blandt børn i skolen.

Mit arbejde med børn og unge fra folkeskolen

Jeg tager selvfølgelig altid udgangspunkt i, hvad barnet oplever med sine øjne. Jeg skal bygge børn op til at kunne være i sig selv. Og derefter ser jeg det som en af mine fornemmeste opgaver at hjælpe barnet til at gå i skole hver dag.

Langt de fleste børn hjælper jeg tilbage i skole. De fleste udfordringer ligger i barnet selv. Lavt selvværd. En sensitivitet som giver problemer, hvor barnet skal lære at navigere i, hvor meget og hvordan. Tanker i teenager pigen som skaber frygt for hvad alle de andre tænker…

Jeg har også børn, typisk drenge, som har skolevægring. Ikke fordi de ikke har det godt i skolen, men fordi gaming trækker. De er måske påvirket af en kammerat, som er hjemme og spiller. Måske endda en i familien. Og så lyder det bare mere hyggeligt i deres ører, og snart er de fanget i deres egen spiral. Her siger jeg min klare mening. De og deres forældre er vandret ud i et helt forkert farvand, og de skal tilbage på sporet. Jeg siger gerne, at der max må spilles 7 timer om ugen. Det er hvad en teenager hjerne kan holde til, og det er endda lige i overkanten.

Nogen forældre griber den, og meget snart kommer deres dreng i skole igen, for nu er det faktisk blevet kedeligt at være hjemme. Andre forældre lader sin dreng “bestemme”, og aflyser det videre SOS forløb. Hvad der videre her sker, ved jeg ikke. Men jeg ved, at her er det bestemt ikke er folkeskolens skyld.