- er et af de tydelige tegn på mistrivsel blandt børn og unge, som præger tiden. Samtidig vil skoler rigtig gerne placere årsagen til skolefravær eller skolevægring hos barnet selv, og det skal man passe på med.
Hvordan hjælper man bedst sit barn i et langvarigt skolefravær eller skolevægring?
Hvem har ansvaret for et skolefravær?
Hvad er den egentlige årsag til barns skolefravær og skolevægring?
Skolen er startet op igen
Og måske er dit barn med skolevægring vendt på en magisk tallerken henover sommeren, og vendt tilbage til skole. Det er fantastisk. Dog er det ikke sådan for langt de fleste børn og unge, som kæmper med skolefravær og skolevægring. Og børnene har det meget hårdt med, at de ikke skal igang.
Forældre og børn får ikke den hjælp, som de har brug for
Gruppen af danske børn og unge, der har et fravær på over 10% er stigende i disse år. Flere peger på, at børnene ikke får den hjælp, som de har brug for. Flere og flere tilfælde viser tydeligt, at børnene bliver gjort til problemet sammen med forældre. Forældre og børn som hver dag kæmper med at få en hverdag til at hænge sammen, skal samtidig kæmpe med et system, som giver dem skylden. Ingen positiv udvikling kan forudses her.
Der bør være stor grund til bekymring for det stigende antal børn og unge, som har et stort skolefravær og skolevægring. Og der bør tænkes nye metoder ind, for det er ret tydeligt fra alle de børn, som jeg har gennem min klinik, at kommunernes hjælp virker ikke. Skolefraværet bør ikke placeres hos børn og unge, som det sker i dag. Det har meget store konsekvenser for familierne, da de i forvejen er hårdt ramt. Og det er ikke det mindste løsningsorienteret. Barnet får det værre og værre for hver dag, der går med langvarigt skolefravær.
Skolefravær og skolevægring har heddet forskelligt
Børns mistrivsel er jo ikke noget fuldstændig nyt. I 1970’erne talte man især om ’skoletræthed’ og lavede tiltag, der skulle afhjælpe den. I 1990’erne talte man meget om ’mobning’ som det, der skulle sættes ind over for. I 2010’erne tog diagnoserne over, og børn, der mistrivedes, blev sendt til psykiatrisk udredning. I dag taler vi så om ’skolevægring’, hvor man i tråd med diagnosetænkningen især peger på det enkelte barn som der, hvor forklaringen på fænomenet skal findes. I mine øjne en meget uheldig udvikling. Diagnoserne er et problem. Det stempler et barn og barnet kommer på medicin. Og i dag hænger vi fast i diagnoserne for det er med til at sætte skylden på barnet.
Børn bliver målt og vejet ift deres faglige evner
Indførelsen af de nationale tests i 2010 er en ting. De er med til at øge presset på børn. ”Historisk set er der blevet skruet op for at måle og veje børnene i forhold til deres faglige evner. Og selv de helt små børn afkoder lynhurtigt vurderingen af, hvem der er de ’gode’ og de ’dårlige’ i klassen. Det går ud over rummeligheden, og herved kommer de kasser, som børn skal passe ind i for at “overleve” sin tid i folkeskolen. Skolen har bevæget sig i retning med større fokus på tests og præstationer.
Forældres fokus er sit barns trivsel
Forældrene er derimod blevet mere optagede af at lytte til deres børn, tage dem alvorligt og møde dem som ligeværdige, også når det gælder følelser. Når barnet siger, at det har det rigtig dårligt og ikke trives i skolen, lytter forældrene til dem. Heldigvis. Forældre ved simpelthen ikke hvad de skal stille op. De vil helst sende deres barn i skole, men de vil heller ikke udsætte barnet for noget der gør mere skade end gavn. Forældre oplever at være oppe imod et helt system, når de skal tage hensyn til barnets trivsel. Og så har de følelsen af at skulle legitimere deres måde at være forældre på.
Inklusionsloven fra 2021
Inklusionsloven fra 2021 gik ellers ud på at der skulle være en større rummelighed i folkeskolen… Inklusionslovens konsekvenser er tværtimod at der er flere børn end tidligere, med et højt skolefravær og skolevægring. Intentionen om at vi alle skal kunne rumme hinanden, lød også virkelig sympatisk, men det var vist mere en sparerunde. Og den blev fatal, for skolevægring er steget eksplosivt siden inklusionslovens indførelse.
Før kunne vi godt se, at det var samfundets indretning, der var med til at skabe problemer eller udfordringer på skolerne og for eleverne. Men i dag bliver det i høj grad set som et problem hos den enkelte elev eller familie. På den måde er det, der sker lige nu, en form for brandslukning – i stedet for at få lavet det forebyggende arbejde, der ville skabe en bedre trivsel og dermed modvirke, at så mange børn ikke længere magter at komme i skole.
Forebyggende arbejde
Betyder at du som forælder må og skal handle på egen hånd, hvis ikke skolen er villig til at sætte ind med hjælp med det samme. Og det vil de færreste skoler desværre. Skolerne er presset på økonomi og det koster at indstille et barn til PPR. Men når du er med til at indstille dit barn til PPR, er du samtidig med til at konkludere, at skylden for skolefravær ligger hos dit barn. Mener du det?
Min egen oplevelse med skolefravær og skolevægring
Jeg har haft et barn med et langvarigt skolefravær. Jeg gav aldrig nogen sinde hende skylden – for det var ikke hendes skyld. Hun var offer for inklusionslovens kaos på hendes skole. Kaos og voldelighed herskede på skolen, og hun blev bange. Og det kan jeg dæleme godt forstå, for børnene fik ikke hjælp til at agere i det kaos. De skulle bare kunne rumme det. Det mente jeg ikke, at Trine skulle og derfor valgte jeg at tage hende ud. Var det optimalt? NEJ, slet ikke, men det var langt bedre end at hun skulle gå og være bange og på konstant vagt. Blev jeg indkaldt til samtaler? JA, men jeg gav dem ren besked om det kaos, som herskede på skolen – som jeg forventede at de ryddede op i, før jeg ville sende min datter afsted. Sjovt nok hørte jeg aldrig fra dem igen. De “accepterede” at Trine blev hjemme. Der kom aldrig en håndsrækning til os med hjælp.
I dag hjælper jeg børn med skolefravær og skolevægring i min klinikker i Næstved og Roskilde. Jeg kan ikke gøre tilstandene ude på skolerne bedre, men jeg kan gøre barnet mere robust og sikker på sig selv. Det lyder helt skørt, men os almindelige mennesker må starte der. Gøre vores børn robuste til et samfund, som ikke er skabt til børn og unge i dag.