Min familie er en moderne familie med mine og vores. Mine to store piger er skilsmissebørn og de har om nogen oplevet alle udfordringerne med livet i en delt familie efter skilsmisse.

Er jeg stolt? Som i overhovedet ikke. Så mange ting ville jeg gøre om i dag, hvis jeg kunne. Tanker og bekymringer flyver afsted i hjernen om, hvordan tingene kunne have været anderledes. Men en ting ville jeg ikke lave om. Jeg var nødt til at gå fra mine pigers far, for jeg var ved at visne væk. Jeg var konstant ked af det og dybt ulykkelig. Ingen kunne selvfølgelig se det på mig. Jeg var ekspert i at skjule mine følelser. Jeg kunne uden problemer græde indvendig og smile udvendigt.

Valg af partner skaber livet, så længe vi giver lov…

Hvorfor mon man vælger lige præcis en bestemt mand? I mange år har jeg tænkt den tanke. I dag er jeg heldigvis taknemmelig for pigernes far, for han har givet mig mine to ældste døtre, som jeg er dybt forelsket i. Desværre var det ikke nogen lykkelig tid at være gift med denne far, hvilket overfor børnene jo er helt utilgiveligt. Da Trine var kun 7 uger besluttede jeg, at nu måtte det slutte. Vi gik fra hinanden. Jeg blev alene med to små piger. Mie var 4 år og gik i børnehave, og Trine var bare en lille baby.

Havde jeg ikke haft en fødsel foranstående, var jeg blevet skilt meget tidligere. Jeg var bange for at gå gennem fødslen alene, og derfor blev jeg i et ulykkeligt ægteskab. Kun med det resultat, at jeg gik og var ked af det hele graviditeten, hvor jeg ellers skulle have været så lykkelig. Jeg glædede mig nemlig til en lille pige mere, men jeg var alene om det, og det var hårdt. Fødslen klarede jeg også alene, så set i bakspejlet skulle jeg have været gået før.

Min tid som alenemor

Min første tid som alenemor var hård. Jeg sov ikke om natten, og om dagen skulle jeg have overskud til alt. Pigerne skulle passes, og hus, have, indkøb, rengøring osv blev mit job alene. Til gengæld var jeg ikke så ulykkelig mere, og det blev min redning, for det var en befrielse for mig. Jeg begyndte at grine sammen med pigerne. Jeg begyndte at have overskud til at lege og pjatte og være fjollet. Stille og roligt fandt jeg sammen med andre ligesindede, og det blev mit nye netværk.

Jeg fik en cykel med en Dolphin anhænger, og snart cyklede jeg Køge rundt. Anhængeren blev indrettet med dyner og bamser, legetøj i siderne og lamper i toppen, og så cyklede vi lange ture og på besøg i den anden ende af byen. Jeg var glad, og samtidig med at jeg blev mere og mere glad, voksede mine døtre og blev frie sammen med mig. Livet i en delt familie efter skilsmisse blev med et en rigtig god tid, hvor vi nød hinanden og nød livet sammen med nye tætte venskaber.

Bruddet kostede hårdt på mig. Inde bag alt vreden og kontrollen var jeg såret og ramt. Jeg viste ikke mine sårede følelser til nogen, og der skulle gå mange år, før jeg fik hjælp.

Bruddet kostede hårdt for mine piger, på den måde at de nu skulle skifte hjem. Skiftene – tror jeg – er meget hårdere for børn, end vi lige tror. Trine har været min rettesnor, for hun kunne meget præcis forklare, hvor hårdt det var for hende. Til gengæld havde de – i hverfald for det meste – deres far i weekenderne. Alt muligt skete når de var på samvær, så han var blevet nærværende her, og det var det vigtigste for mig.

Skænderier og slåskampe

Er måske nok noget af det, som jeg fortryder aller mest i dag. Forældre skal ikke slås om børnene. Slet ikke foran dem. Det er helt utilgiveligt, og der er ingen undskyldning for det. Pigernes far og jeg var uenige om alt.

Jeg var en super mor. Alt skulle være perfekt. Intet måtte overlades til nogen tilfældigheder. I dag forstår jeg, at jeg nok skulle ha’ skruet lidt ned, men dengang så jeg det ikke. Mine piger var stærke, og de ville have overlevet den måde deres far levede på.

Besøg i statsforvaltningen

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har været indkaldt i Statsforvaltningen, fordi vi ikke kunne blive enige om samvær. Jeg har altid haft forældremyndighed over mine piger. Det har været det vigtigste for mig, fordi vi ikke kunne enes om noget. Men for pokker hvor er det hårdt. Til sidst kunne jeg simpelthen ikke holde til det, så min nye mand tog afsted. Det var slutningen på det. Jeg blev ikke indkaldt mere, og jeg ville heller ikke have mødt op.

Afslutning på livet i en delt familie efter skilsmisse

Mine piger er blevet voksne kvinder idag. Mie er 29 år. Trine er lige fyldt 25 år. Begge piger er blevet til fantastiske kvinder, og det kan ikke beskrives med ord, hvor stolt jeg er over dem begge. De har jo overlevet livet som skilsmissebørn. De er kommet stærkere ud på den anden side. De kan sagtens i dag fortælle om det, som ikke har været sjovt. Specielt kan Trine sige, at det “fandme” ikke har været sjovt at høre på vores skænderier. Og hun har jo ret. Lige præcis alle skænderierne, som jeg fortryder, men jeg kan ikke lave om på det.

Idag møder min eksmand og jeg fint hinanden til vores børnebørns fødselsdage. Vi giver hinanden et kram og spørger ind til løst og fast hos os. Vi er kommet videre, og vi har sluttet fred med vores gamle uvenskab. Vi er i nuet og i fremtiden, og skal sammen se vores børnebørn vokse op til voksne mennesker.

Idag har jeg jo så også været lykkelig gift med min nuværende mand, Michael i 22 år. Ham forelskede jeg mig bl.a i, fordi han var fuldstændig og aldeles vild med mine to små piger. Her kom yderligere to børn til, fordi jeg egentlig bare altid har været ment til et familieliv med masser af børn omkring mig.

Til gengæld kan jeg i dag bruge alle mine personlige erfaringer, når jeg har forældrerådgivning eller jeg har børn og unge i SOS forløb. Jeg kender langt de fleste udfordringer med livet i en delt familie efter skilsmisse.