Smilla blev udlært til hundeterapi sammen med en sensitiv og selvskadende pige fra Bornholm. En lille pige som kæmper i livet, men lyser op sammen med hunde.

En mor og datter har sammen “kæmpet” med svære morgener, hvor moren bliver revet og slået af sin datter. En pige som bliver så ked af det og sur på sin mor, at hun også river i sig selv.

I dag er pigens SOS forløb klaret, og mor bliver ikke slået og revet mere, hvilket var det største ønske, da vi gik igang.

At være sensitiv

Kan være særligt udfordrende, når man samtidig er skilsmissebarn, og bor langt væk fra sin familie. Som sensitiv bliver du hurtigere overstimuleret, og får brug for at være alene. Det kan være svært i en folkeskole, og her begynder problemerne, fordi det bliver svært at tage hensyn til egne – nødvendige – behov. Pigen her har også svært ved høje lyde, skarpt lys og tøj, som sidder for stramt. Det har også taget overhånd, så i dag vil pigen helst gå helt uden tøj.

Kan vi tage hensyn til sensitive børn

Nøglen til at sensitive træk bliver en gave – og ikke en byrde – for dig selv og andre er indre ro. Flere forskere har fundet ud af, at når du kan berolige dit ‘livlige’ nervesystem, vil du have flere positive følelser end andre, og dit potentiale og dine fordele kommer til udtryk.

Vi kan altså virkelig se sensitive børn som en gave, hvis vi vel og mærke kan begynde at tage hensyn til, at de også skal have lov til at være i skolen, lidt på deres præmisser. Vi er ikke ens, og det skal vi heller ikke være.

Hundeterapi i SOS forløbet

I dette SOS forløb har mine tre terapihunde været en gave for denne pige. Det som startede med at være svært, blev lettere og lettere for hver gang i kraft af de tre terapihunde. Specielt var den lille nye Smilla interesseret i pigen. Det var som om, at Smilla kunne mærke pigens frustrationer, så Smilla var konstant i nærheden af hende. Enten lå Smilla oven på hendes ben, sad helt op af hende, eller stak hoved tæt på pigens hoved. Det var ret fantastisk.

Pigen glemte helt sine kvaler med bl.a. sit tøj, som hun har svært ved at have på. Hun glemte at være genert og tilbageholdende. Hun glemte også, at hun egentlig helst ikke ville have været med. Men i fællesskab med Smilla kunne hun tage del i de forskellige øvelser, som vi gerne skulle igennem. Pigen kunne være med til det hele, fordi Smilla var op af hende hele tiden.

Samarbejde mellem hund og pige

Mens pigen har tegnet sine udfordringer har Smilla ligget ved siden af. På den måde har vi fået forløst gamle oplevelser, som for pigen har været oplevet som traumer. De svære morgener. Når hun river i sig selv, fordi hun er rigtig sur. Når andre børn synes hun er grim… Faktisk er hun kommet ud med meget mere, end jeg havde regnet med, da jeg første gang fik hende igang.

Det virker

En sensitiv og selvskadende pige fra Bornholm viste sig at skulle få utrolig meget glæde af hundeterapi. Det lå slet ikke i kortene, da jeg startede op, men det hele flaskede sig, fordi Smilla stillede op og tog sig af pigen. Det vil sige, at Smilla på dette tidspunkt endnu ikke var ½ år, men alligevel skulle hundeterapi vise sig at ligge dybt i hunden.

Pigen har nu ingen raserianfald mere. Hun slår og river ikke i sin mor mere, og morgenerne er blevet så meget bedre. Det var ønsket, da vi startede, og det endte også med at være resultatet. Der er mere arbejde med pigen. Hun har stadig udfordringer med tøjet, men de andre ting var vigtigst, og derfor havde vi fokus på dem. Hvem ved – måske tøjet kommer af sig selv, efter at raserianfald og dårlige morgener er væk.

Pigen har gået i mit SOS forløb i Næstved