Natasja har det meste af sit liv kæmpet med mobning og ensomhed. Hun har i både folkeskolen og gymnasiet oplevet mobning, og i dag æder det hende op, fordi det fylder for meget i tankerne. Derfor ønsker hun også at kunne give slip.
I mange år har Natasja higet efter andres accept. En accept som blev det vigtigste i livet, og derfor blev Natasja ofte oplevet, som en der fylder meget.
Hvordan mobning nedbryder et barn
Et barn og et ungt menneske som bliver udsat for mobning, bliver ødelagt på selvværd. På tro på sig selv, og på den grundlæggende følelse af ikke at være accepteret. Ofte sker der at mobning fortsætter på den næste skole. Og endda til fritidsinteresser. Man bliver et udset offer, fordi man udstråler lavt selvværd. Sådan var det også for Natasja.
Natasja oplevede at hendes søster fik hjælp hos mig, og derfor ønskede hun nu også, at tiden var inde til at få det godt.
En målrettet ung pige på 19 år
Natasja havde et kæmpe stort ønske om at få det bedre. Eftersom søsteren havde fået det bedre, vidste Natasja at det her ville hjælpe. Hun har været så målrettet på alt hvad vi har lavet, så det har været en fornøjelse at arbejde med Natasja.
Første møde med Natasja
Den første gang græd Natasja en hel time. Mobning og ensomhed havde sat dybe spor i denne søde pige. Der var så meget i livet, som var helt uoverskueligt og gjorde ondt i hele kroppen. Krop og hoved var et stort kaos, og det var svært at være i. Jeg lærte Natasja effektive redskaber til at få ro i kroppen. Og fordi hun var ligeglad med om nogle metoder virkede lidt mærkelige, så kunne vi kaste os ud i fx yderst effektive redskaber til at få selvværd bragt direkte ind i underbevidstheden. Picture tapping blev det også til, og ud kom gamle uforløste følelser, som vi overhovedet ikke har brug for at bære på.
Anden møde
I dag har Natasja det meget bedre. Og så sover hun også bedre nu, og mærker at det også gør en kæmpe forskel for hende. Hun smiler og er forventningsfuld. I dag er vi på de sociale medier, for de gamle “venner” trigger Natasja, når de lægger historier op om fantastiske fester og sammenkomster. Så i dag har vi snakket meget om venner… Hvem er virkelig vores venner? Altså de gode venner. Dem som vil en, for præcis den man er. Den ven som gør en glad og giver god energi. Og hvorfor skal vi udsætte os selv for konsekvent at blive ked af det? På vej hjem blev alle de gamle “venner” slettet fra de sociale medier. Nogle var nemme. Andre var lidt sværere.
Behøver vi være gode venner med alle? Og hvor skal vores fokus være? Hvis vi har én god ven – kan vi så være tilfredse? JA. En god ven er tusind gange bedre end 10 overfladiske venner. Natasja lærte at fokusere på de enkelte rigtig gode venner, som hun faktisk har og er glad for. Det er så vigtigt, at vi lægger vores fokus på det, som fungerer for os. Vi har ikke brug for en masse venner. Vi har brug for rigtige venner, og dem er der ikke så mange af.
Vi skal finde tilbage til os selv. Til vores eget værd og dyrke det. Det vigtigste er at blive tilfreds med sig selv. At acceptere sig selv. At begynde at kunne nyde sit eget selskab. Natasja gik i denne proces igang med at dyrke sig selv gennem kreativiteten, som hun altid har været glad for, men som ikke har fået fokus. Det blev simpelthen til et kursus i keramik med andre kvinder.
Tredje møde
Igen har Natasja fået det meget bedre, og der er kæmpe smil på læberne. Der er sket en masse nye gode ting. Natasja er fx blevet kontaktet af sit gamle gymnasie med en forespørgsel på at tage med en blind pige på studietur. Sikke en anerkendelse. Når vi smider gamle traumer fra mobning og ensomhed og giver slip for at fokusere på nyt og godt, sker der nye ting i vores liv. Vi åbner ganske enkelt for nyt og godt, og sådan sker det også for Natasja. Hun er meget stolt over udnævnelsen, og er spændt, men glæder sig mest.
Vi snakker om, at Natasja stadig kan være lidt bange for at møde de gamle “venner” i byen. Til det har vi tegnet fantasihistorier over de værste piger. De er blevet gjort til sådan nogle dejlige piger, så hvis Natasja møder en i byen, ser hun faktisk ansigtet på fantasitegningen, og det bliver således nemmere at kunne sige dav med et smil.
Vi snakker også om alle de små og større succes historier, som Natasja faktisk har i sit liv, men som bliver glemt i trængslen af kaostanker fra mobning og følelsen af ensomhed. Derfor opfordres Natasja til at lave en succes væg, hvor de gode ting bliver synliggjort, så det bliver nemmere at fokusere på dem – og huske dem.
Fjerde møde
I dag viser Natasja stolt hendes nye succes væg. Og det virker. Hun bliver så glad, når hun kigger på væggen med alle de gode ting, som hun har opnået. Og hvor er det flot, for hendes fokus er i dag på alt hvad der er positivt. Det er blevet som en ny livsstil for hende. Og det giver en glød i ansigtet, at her er en pige med ben i næsen. En pige som vil nå langt. Som kastede sig ud i noget ukendt med et ønske at få det bedre. Det var svært, men med vilje er mulighederne store.
Natasja er nået i mål. Hun har stadig mange tanker, men hun er målrettet og har de gode tanker på lager. Klar til at overtage, så fokus hele tiden er på det positive. Hun har også fået overskud til at se sin søster, med de udfordringer en pige i 7.klasse har. Hun bruger tid med hende, og viser hende hvad der også er værd at gøre.
Natasja er et tydeligt eksempel på, at når du arbejder med dig selv. Når du ændrer din tilstand og dit sind til noget mere positivt, så sker der nye gode ting i dit liv, også på trods af mobning og tidligere ensomhed. Og det kommer helt af sig selv, så du kan vælge fra og til. Natasja har en rejse forude, som hun har kastet sig ud i, efter et gammelt ønske om at kunne komme ud på en længere rejse. Jeg er sikker på, at Natasja vil møde verden med nye øjne, og at det vil gøre hendes liv så meget bedre. Jeg ønsker hende alt mulig held og lykke. Det har været sådan en dejlig og inspirerende rejse at være på sammen med den sødeste unge pige.