Da Kristian var 8 år, oplevede vi hvordan alvorlig sygdom, næsten kan smadre en hel familie. Alt blev til kaos, og hverdagen blev til et spørgsmål om at overleve dagen. Bekymringer. Ængstelse. Frygt og udmattelse blev daglige følgesvende, som vi måtte leve med.
Kristians opstart i folkeskolen
Lad mig bare sige meget hurtigt. Det var ikke en dans på roser. Kristian var et legebarn, og var ikke god til pludselig at sidde stille i fem-seks timer hver dag. O.klasse gik okay fordi børnehaveklasselæreren var rummelig og forstod hvordan drenge er. 1.klasse var straks en anden sag, for her var knap så meget rummelighed, og Kristian begyndte at få skældud. Der blev skrevet hjem. Skolehjemsamtaler var ikke en fornøjelse. Kristian blev mindre og mindre… Min lille dreng som jeg syntes var sådan en dejlig og omsorgsfuld dreng med krudt i rumpen – han skulle nu leve med daglig skældud.
I 1.klasse ramte alvorlig sygdom vores familie
I foråret 1.klasse begyndte han at blive sløj. Mere og mere bleg. Mindre energi. Stoppede til fodbold, for han kunne ikke løbe med mere. Stoppede til karate, for der var ingen kræfter i armene. Vi gik til læge. Mange gange – og alle gange fik vi samme svar. Der er ikke noget galt med Kristian.
D. 7.maj 2012 fik vi nok. Vi pakkede en taske og tog igen til vores læge. Nu nægtede vi at tage hjem, så lægen måtte overgive sig, og indlægge Kristian på Næstved Sygehus. Den 8.maj fløj Kristian afsted i en ambulance til Rigshospitalet, hvor et helt hold læger stod klar til en stor operation.
Jeg græd og græd hele den dag. Jeg var så bange, at jeg ikke kunne være i mig selv. Vi vidste ikke, om vi fik lov til at beholde vores dreng. Da jeg ringede til min skoleleder græd jeg, så det var nærmest umuligt at få givet besked om vores situation.
En ny verden med alvorlig sygdom
Kristian blev opereret for mastoidit (betændelse i de små luftfyldte hulrum i knoglerne bag øret) og intercerebral absces. Samtidig blev der konstateret en blodprop i hjernen, og Kristian kom efter operation både i intensiv antibiotika behandling og behandling med Marevan (blodfortyndende medicin).
Kristian vågnede op efter operationen og var nu en helt anden dreng, end den syge dreng, som vi i adskillige måneder havde haft. Alt betændelse var kommet ud, og det havde gjort underværker. Vi var lykkelige, og jeg husker stadig hvordan Kristian kørte rundt på gangene med sit stativ med sig og med turban på hovedet. Det var noget af et syn, men jeg var så taknemmelig for at min dreng havde overlevet.
Desværre varede den gode udvikling ikke så længe. Der kom hele tiden nye læger og tilså Kristian, og hele tiden fandt de nyt medicin, som de mente han også tage. Langsomt og sikkert blev han mere og mere sløv. Og jeg blev igen mere og mere bekymret. Var det virkelig nødvendigt.
Livet på Rigshospitalet
Indlagt og væk fra den ydre verden er en udfordring for en mor, som er vant til selv at styre og tilrettelægge alt. Her bliver man en brik i et større spil, og man kan intet foretage sig. Men sygeplejerskerne på Rigshospitalets børneafdeling er fantastiske. Kristian elskede dem. Og jeg var tryg ved dem.
En dag sad jeg og græd (det gjorde jeg ret meget, selvom jeg normalt ikke gør så meget i det) En sygeplejerske kom og spurgte til mig, og jeg fortalte hende, at min skoleleder forlangte, at jeg kom på arbejde, for ellers røg min løn. Jeg kunne overhovedet ikke overskue mere end at holde Kristian oven vande. Sygeplejersken gik resolut op og hentede en socialrådgiver. Og to dage efter var det klaret. Hun havde kontaktet mit arbejde. Sat dem på plads med paragraffer, og jeg fik min løn, og skolen fik refusion.
Samtidig fortalte socialrådgiveren , at vi kunne søge vores kommune om tilskud til kørsel, kost, parkering, medicin og transporter til ambulante kontroller. Det gjorde vi, og vi fik ikke en krone. Det var ellers det normale, at når alvorlig sygdom rammer en familie, så vil man kunne få økonomisk hjælp.
Vi fik en oplevelse af, at verden ikke altid er venlig overfor folk i nød. At en familie ikke automatisk får den fornødne hjælp, når alvorlig sygdom rammer dem.
Google blev min bedste og nye ven
Mine 4 børn var – og er – det vigtigste og mest dyrebare i min verden. Og selvom jeg har dyb respekt for læger og andre autoriteter, som har taget lange uddannelser, så gambler jeg ikke med mine børns liv. Derfor var jeg her også nødt til at sætte mig ind i Kristians sygdom. Jeg begyndte derfor at se sygdommen fra forskellige vinkler, hvor andre muligheder også kan spille ind i en helbredelse.
Jeg satte mig ind i vores blodårer. Arterier og vener, og hvad de hver især sørger for. Hvordan den venøs blodprop i hjernen kan udvikle sig. Hvordan marevan går ind og virker ved at binde sig til visse faktorer i blodet for derved at hæmme dets evne til at størkne. Hvilke bivirkninger der er ved marevan og hvordan fx lever kommer på overarbejde. Hvilke fødevarer som også virker blodfortyndende og hvilke vi skulle passe på samtidig med indtagelse af marevan.
Jeg fandt ud af hvordan livsvigtige fedtstoffer er så vigtige. Jeg lærte hvordan jeg kunne lave et mix af forskellige frø og græskarkerner, som jeg blandede og kværnede til fint pulver, så det kunne indtages frisk på morgenmaden, som også kom til at bestå af blendede grøntsager.
Jeg begyndte at studere følelser, og hvordan ødelagte følelser kan gå ind og skabe sygdom. Kristian var blevet fyldt med skældud i lang tid. Han havde udviklet sygdom i ørerne. Hvor meget havde han hørt, som ikke var rart. En følsom lille dreng, som ikke har nogen steder at gøre af det – andet end at tage det ind. Det blev mit første møde med EFT. EFT som jeg selv bruger i dag til at hjælpe børn og unge.
Jeg begyndte at fortælle Kristian, at han var verdens bedste dreng i hele verden. At han var lige som han skulle være osv.
Oprør med autoriteterne
Alt min nye viden, som jeg erhvervede mens jeg boede på Rigshospitalet, betød at jeg blev ret “klog” på rigtige mange ting. Derfor blev jeg mere og mere kritisk over alt den medicin. Samtidig kom en sød sygeplejerske en dag til mig, og hviskede at jeg skulle tage min dreng med hjem…
Jeg var rædselsslagen. Turde jeg at beordre alle slanger ud af Kristians krop. Droppe behandlingen og tage ham hjem.
Det gjorde jeg, mens jeg rystede af skræk. Lægen kom og tog slanger ud af Kristians krop, mens han sad hos mig. Jeg græd og græd igen, fordi jeg var så bange for om jeg gjorde det rigtige.
Hele vejen hjem græd jeg mens jeg holdt Kristian i hånden. Hjemme startede en ny verden, hvor vi igen skulle finde hinanden som familie. Tre søstre var også ramt af Kristians ophold på Rigshospitalet, og alle var mere eller mindre psykisk ødelagte. Trine begyndte at gå til psykolog fordi gamle traumer fra hendes spæde start på livet var blevet rippet op i, og det fik vi brug for hjælp til.
MEN Kristian fik det bedre og bedre. Jeg fyldte ham med alverdens sunde madvarer. Han slugte det hele, og langsom, men sikkert fik vi vores dreng tilbage. Han kom til zoneterapi. Han kom til en EFT – behandler. Og han kom til en healingslæge. Alle meget spændende tiltag, som var med til at gøre ham rask, både psykisk og fysisk.
Efter lange samtaler med en meget dygtig alternativ læge valgte jeg at tage Marevan fra Kristian. Vi skulle således ikke rende afsted til kontrol hver anden dag mere, og overlægen på Rigshospitalet skældte mig ud for at være en uansvarlig mor, som gamblede med min drengs liv. Den var svær. Men jeg gjorde det, for jeg var sikker. Godt nok var jeg ikke læge, men jeg var blevet så klog og havde rådført mig med den alternative verden, hvor der også er læger.
Kristian i dag
I dag er Kristian en sund og rask ung mand. Han er 20 år, og klarer sig godt. Han vil altid have den her del af sit liv hos sig. Ved sjældne lejligheder bliver han trigget. Er det nu det samme, som er kommet igen. Det er livet. En tydeligere udfordring er, når han skal klippes. Han er rædselsslagen for at nogen skal nærme sig hans øre. Det er stadig super følsomt, og ingen skal røre det.
Og jeg er en lykkelig mor. Jeg har haft døden meget tæt på min dreng, og det vil jeg aldrig putte i glemmebogen. Den gør mig så taknemmelig for mine børn hver dag, og viser mig hvor skrøbeligt livet kan være, og hvorfor det skal leves med glæde og taknemmelighed.
Hvis du læste med så langt, så vil jeg takke dig for at du brugte tid på at høre om min historie med den alvorlig sygdom, som ramte min familie. Vi fik vendt op og ned på alt. Det var en hård tid, men vi kom stærkere ud af den, på den anden side.