Telefon nummer

30281158

Email

stopogsmil@knarreborg.com

Åbningstider

Man - Fre: 9- 18 og søndag

For et par dage siden gik jeg og snakkede med min gode veninde, Helle Hirshals, om hvordan vores liv de sidste par år har taget en voldsom drejning til det klart bedre. Hvordan livet begynder at flaske sig og give mening. Vores børn er blevet store, de flytter hjemmefra og der begynder at komme børnebørn. Vi er begge stoppet på den skole, hvor vi sammen arbejdede og i dag laver vi begge to noget, som i den grad beriger os. En ny rejse er startet, en rejse som er vores egen, fordi vi er blevet bedre til at prioritere os selv, inden vi klarer alle andre. Den her “hensynsbetændelse”, som vi begge har dyrket er blevet erstattet af selvkærlighed, fokus på at tale os selv op, for derefter at kunne være der for andre 100%, fordi vi har fyldt os selv op med kærlighed.

Som barn havde jeg selv angst i en turbulent familie, og jeg gik alene med det og havde hver dag en kamp. Derfor er det idag også rimelig nemt for mig at sætte mig ind i, hvordan et barn med angst har det. Jeg var utrolig genert, og det tyngede mig i skolen, hvor jeg ofte blev rendt over ende, og hvor jeg hver dag kæmpede en kamp. Det var ikke fordi nogen var specielt efter mig, men bare det at være der og blive presset ud i alle mulige forskellige situationer, gjorde det svært for mig at være i skole. Om der dengang var noget der hed skolevægring, ved jeg ikke, men det var ikke et issue for mig. Jeg gjorde hvad man skulle gøre, uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg var en pleaser, som tænkte på alle andre end mig selv. Specielt hadede jeg som pesten, at skulle i bad efter idræt. Det var med parallel klassen og der var nogle højtråbende piger, som var meget grænseoverskridende. Jeg gik med det selv. Jeg sagde intet til nogen. Jeg havde en rigtig god overbevisning med mig, at man er med til alt, for ellers er man ikke god nok. Den kæmper jeg stadig med. I 6.klasse fik jeg en rigtig modbydelig lærer, som mobbede de børn, som hun af en eller anden grund havde udset sig som mobbeoffer. Specielt hårdt var det, ford det gik ud over min så dejlige veninde, Laise og jeg krympede mig over den behandling hun fik, og samtidig var jeg så ked af, at jeg ikke turde forsvare hende. Jeg dukkede nakken, blev endnu et barn med angst over hvad der måske også kunne ske for mig. Jeg husker ikke min folkeskoletid som noget dejligt. Det var overvejende overlevelse, med en masse uhensigtsmæssige overbevisninger, som blev støbt og lagt i maven.

I mine teenager år skete der nogle ting med mig. Jeg blev rebelsk og gjorde alt modsat. Jeg indordnede mig stadig under mine forældre, men udenfor huset gik jeg til fester og drak mig fuld og gjorde ting, som jeg bestemt ikke vil skrive om her. Jo vildere det var, des sjovere havde jeg det, og jeg havde virkelig brug for at have det sjovt. I mine år i gymnasiet arbejdede jeg på et diskotek i Køge. Jeg havde en fest med alle mine venner og i stedet for at lave lektier, lavede jeg alt andet. Udadtil var jeg en glad festabe, som var med på de værste ting. Indadtil var jeg presset, fordi jeg blev ved med at please andre, istedet for at lytte til mit eget hjerte. Jeg var altid en version af mig selv, afhængig af hvem jeg var sammen med. Den eneste i min ungdomstid, som jeg ikke behøvede at ændre mig for, var min barndomsveninde Laise, som altid var der for mig, uanset hvad. Hun kendte til hele min familiesituation og hun forstod mig derfor fuldt ud. En anden som var en kæmpe støtte for mig, var min colliehund og min farmor. Min farmor stod altid med åbne arme. Hende kunne jeg fortælle alt, hun lyttede bare og engang imellem kom hun med forslag til løsninger, men kun hvis jeg havde lyst. Hun var en ubeskrivelig støtte for mig. Min colliehund kendte gåturen til hende, og når jeg gik turen til hende, rendte min hund altid i forvejen. De tre år i gymnasiet blev samtidig tre år, hvor min farmor stod klar med en frisklavet pandekage med optøet is, som jeg lige spiste på vej hjem fra skole. Det står som virkelig rare minder, at jeg altid kunne regne med min farmor. Desværre kunne min mor ikke lide min farmor, og de to var altid på kant. Det var ikke særlig sjovt at stå mellem dem. Faktisk lidt ligesom børn, der står midt imellem to forældre, som altid skændes.

Noget jeg husker helt tydeligt var, at jeg ville så gerne være journalist, og det gik jeg efter. Lige indtil min far fik overbevist mig om, at det var jeg altså ikke kompetent til. Jeg er sikker på han ikke har ment det så voldsomt, som jeg hørte det, men jeg fik en dejlig overbevisning igen om, at her var jeg bare heller ikke god nok. Så jeg tog til Mallorca med David som kæreste og rejste hjem med en ny kæreste, Per fra Sverige. Min far var rasende over hvordan jeg kunne opføre mig sådan, men jeg var efterhånden så ligeglad, for jeg var jo alligevel ikke god nok. To års kontorlære startede for mig. Jeg røv kedede mig, og selvom jeg fik tilbudt job efter lærertiden, sagde jeg pænt nej tak, og skyndte mig væk. Min far var ret sur igen, men jeg var jo ligeglad, i hverfald udadtil. For at gøre det hele meget værre rejste jeg til København sammen med min dejlige veninde, Laise. Vi skulle bo i Nyhavn et helt år. Vi skulle have en fest og det fik vi. Masser af fester, diskoteker, fyre, flere kærester på en gang, adskillige kilo for meget, arbejde i Tivoli, hvor hver dag var en fest. Oplevede de vildeste ting, men gjorde også vilde ting, som havde konsekvenser i ret negativ retning. Fik en abort, som afsluttede det vilde liv, for det blev lige en tand for voldsomt.

Hvordan mine tanker kom på rette køl, det kan jeg ikke huske, men en uddannelse til markedsøkonom startede i Næstved. Jeg turde ganske simpelt ikke tage den i København. På markedsøkonom uddannelsen mødte jeg en dejlig veninde, som jeg stadig har idag: Bettina. Efter at ha festet af og efterhånden blive træt af de mange fester, mødte jeg min første mand, som jeg idag har mine to ældste piger med. Samtidig fik jeg drømmejobbet hos Apple Computer i København. Det sluttede dog samme dag, som min første datter ankom.

Ægteskabet med min første mand var ingen dans på roser. Inden vi fik børn havde vi det sjovt. Da første pige kom blev alt anderledes. Han ville stadig udfolde sig selv på alle sportstænkelige måder. Det ville jeg ikke, og herfra gik alt ned af bakke. Det var ikke særlig sjovt. Samtidig kæmpede jeg med et ret dårligt forhold til min mor. Så samtidig med at jeg selv blev mor, blev jeg udfordret på rigtig mange områder. Da Trine kom til verden, var der helt sikkert intet kærlighed tilbage mellem min ex-mand og jeg. Jeg var på det tidspunkt så bange for at jeg skulle dø af ensomhed, at jeg blev nødt til at blive skilt. Mine to piger var 4 år og 7 uger, så det var en ret hård tid, men samtidig blev det også en fantastisk tid, fordi jeg var så smask forelsket i mine to piger. Jeg blev en glad mor, hvilket var en befrielse. Mine piger fik det godt. Jeg fik gode veninder, som også var alene og lige pludselig levede vi et liv med fællesskaber omkring børnene. Fælles spisning, lange cykelture, ture på biblioteket og ture til København. Jeg elskede det og mine piger fik det bedre og bedre, efterhånden som jeg også selv kom ovenpå. Jeg mødte andre, som også levede og åndede for deres børn og ville dem lige så meget, som jeg ville mine piger. Skilsmissen og alle de hårde kampe om de to piger fortryder jeg i dag, hvor jeg er blevet så meget klogere. Noget af det jeg husker som værende frygtelig hårdt, var når de kom hjem fra weekend, fuldstændig udmattede og trætte, så jeg måtte i flere år tage mandag fri, for at pigerne kunne komme sig. Det var ikke rart og vi kunne ikke snakke fornuft sammen, så det blev til dumme kampe. Jeg har siddet i Statsamtet alt for mange gange. Hvor er det så sørgeligt. Jeg bliver så ked af det over, når jeg hører om forældre, som skal i Statsamtet. Det er dumt, for det er ikke børnenes tarv, at forældrene skal kæmpe kampe om dem. Idag hjælper jeg også forældre til et godt samarbejde. Jeg har mange uddannelser bag mig, men jeg har også mange personlige oplevelser, som jeg bruger positivt og konstruktivt idag, både i forhold til mig selv, men også i forhold til at hjælpe andre mennesker, som idag er i lignende situationer. Idag er jeg også i den heldige situation, at jeg faktisk er taknemmelig over mit første ægteskab. Der var også mange gode oplevelser, og det var en god mand med hjertet på rette sted. Han var bare ikke den rigtige for mig, men derfor har jeg stadig lært en masse, en masse som jeg bruger klogt i situationer, som minder om livet i mit første ægteskab.

Da mine piger og jeg havde været os selv i 1½ år mødte vi Michael, som jeg i dag er gift med. Vi har været gift i over 20 år og der er kommet yderligere to børn til. En rejse som har været fantastisk udviklende på alle tænkelige gode måder. Michael og jeg supplerer hinanden på en helt unik måde. Vi er meget forskellige på mange punkter, men i forhold til børnene og opdragelsen af dem, er vi fuldstændig enig, og vi går begge op i dem 120%. Michael har altid opfattet pigerne som sine egne, og jeg har elsket ham for det, for jeg manglede virkelig en farfigur for dem, en som ville dem på deres præmisser og ikke kun når han lige havde lyst og der ikke var noget andet bedre.

Da jeg var alene med mine to ældste piger, begyndte jeg at læse til lærer. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har været lærer i 17 år og det har været den vildeste rejse. Op og ned ture. Chefer som jeg virkelig har været på kant med, fordi jeg har været dybt uenige med dem omkring børnene. Jeg gik altid efter det bedste for børnene. At gå på kompromis har aldrig været min stærke side, og det har givet mig nogle knubs i skolelivet, fordi det selvfølgelig er chefen der bestemmer. Virkelig svært at acceptere, når man synes børnene og forældre er vigtigere end økonomi og stive systemer. På Hammer Sogneskole havde jeg en rigtig dejlig skoleleder, og oplevede nogle år, hvor alt kunne lade sig gøre, for hun gik også totalt op i børnene over penge og systemer. Desværre blev den lukket pga skolesammenlægninger, og her fik jeg en ældre skoleleder, som ikke lige var mig. Han startede med at tage min bedste makker fra mig. En lærer som havde været alle sine år på Hammer Sogneskole og så blev han ellers “losset” ud på en anden skole. Virkelig svært for mig at forstå, at nogen kan være så … Jeg har lært og oplevet så mange fantastiske børn og forældre. Jeg er dybt taknemmelig for dem alle sammen. Jeg har hjulpet utallige børn med angst, så de kunne begynde at leve livet, som børn bør leve livet. Alle vegne jeg bevæger mig i Mogenstrup og omegn møder jeg børn, som smiler og hilser på mig.

For nogle år siden skete der ting i mit liv, som gjorde at jeg startede på min uddannelse til EFTMR traumeterapeut. Efter opstart af den er der virkelig sket en fantastisk udvikling af mig som menneske. Jeg har lært sindsygt meget om mig selv og mine handlemønstre, som jeg har levet mit liv efter. Hvorfor jeg har haft angst som barn og i nogle perioder også som voksen. Hvorfor jeg har brugt så meget tid på at nedgøre mig selv. Hvorfor jeg aldrig har følt mig god nok til nogen. Hvorfor jeg har problemer med tillid. Men vigtigst af alt har jeg sluttet fred med min mor. Lært at se hende som en kærlig og omsorgsfuld mor, som “bare” havde sit at kæmpe med, og som også havde utrolig meget stress i kroppen, som udfordrede hende til ikke lige at kunne rumme så meget som forventes af en mor. Desværre er hun her ikke mere, men jeg har alligevel fået en ro i kroppen og en forståelse af min mor, hvilket jo har skabt ro i min krop. En mor er bare den vigtigste i verden, men jo også den, som får flest tæsk, når vi skal skælde nogen ud for, at livet ikke lige går som ønsket. Jeg har været gennem en del traumeterapi behandlinger, men jeg har fået noget godt med fra alle behandlinger, og idag vil jeg bestemt ikke være foruden en eneste af dem. Jeg skal slet ikke tilbage til mit gamle liv med dårlige overbevisninger. Ellers tak;-)

Idag er jeg stoppet som skolelærer. En beslutning jeg har haft overvejet en del år, ikke pga børnene, men pga dårlig ledelse og færre og færre penge at lave skole for. Der er meget jeg savner. Samværet med børnene, samarbejdet med forældrene, samværet med alle de søde kollegaer, som jeg gennem årene har haft. Det gode er jo bare, at jeg har snuppet nogle af dem, som jeg stadig ses med og har stor glæde af. Lige om lidt kommer en af dem: Mikala og hænger sine malerier op på væggene i mit massage rum. Hun skal sælge sine malerier rundt omkring, og de heldige mennesker, som får massage hos mig, vil blive beriget af at kunne kigge på de flotteste malerier. En anden af dem, Helle har lavet den her fantastisk flotte hjemmeside. Jeg føler mig utrolig heldig og meget taknemmelig.

Mens jeg har arbejdet som skolelærer og fået mine fire børn har jeg gennem årene taget mange forskellige uddannelser. Alle uddannelser har jeg taget, fordi det har interesseret mig. Nu kan jeg kæde alle mine uddannelser sammen med min livsviden og bruge det i min nye rejse med mit arbejde med børn og unge og voksne og forældre i min klinik.

Alle mine fire børn er godt igang med alle deres rejser. Vi har været en del igennem med deres skoletid. Vi har haft udfordringer. Alle mine børn har prøvet at skifte skole, fordi forholdene har været forfærdelige. Vi har flyttet fra en kommune med seriøse indvandrerproblemer, til Mogenstrup hvor vi troede at det var en hyggelig lille skole. Det var det ikke for vores børn. Noget har selvfølgelig været godt, men overvejende har det ikke fungeret for vores børn og da nr. 4 skulle i skole, valgte vi Mogenstrup fra.
I dag har vi kun et hjemmeboende barn tilbage. Hun skal på efterskole sommeren 23, og så er vi lige pludselig os selv. Det er ret vildt, hvordan et liv kan gå så hurtigt. Vi er blevet bedsteforældre til to drenge nu. En helt ubeskrivelig glæde, som jeg ikke anede var mulig. Når jeg ser tilbage på mine år, fortryder jeg intet. Jeg er sikker på, at alt – både skidt og godt – har været i mit liv for en mening. Alle de små omveje og bakker, som jeg har været igennem, har været en meningsfuld rejse, som idag gør den ret fuldendt. Jeg er selvstændig. Jeg bestemmer selv hvor meget jeg vil arbejde og hvordan. Jeg laver lige præcis noget, som jeg elsker. Og jeg er dybt taknemmelig for det.

Den 1. oktober starter jeg op på min helt nye rejse, en rejse som kommer til at berige så mange mennesker, som også ønsker velvære og sundhed for dem selv. Jeg åbner min klinik med tilbud, som alle indeholder velvære og udvikling og livsstil, på alle mulige måder. Jeg glæder mig

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.